Just take it..

Face Your Fear

The cave you fear to enter holds the treasure you seek

                                                            Joseph Campbell

Råd fra et Træ

At mestre nuet

I sidste indlæg skabte jeg et fundament for at forstå de problemer, der er forbundet med ikke at evne den rene opmærksomhed, som er et slags støjfrit tilstedevær i øjeblikket. Det fundament vil jeg bygge videre på I dette indlæg.
Denne gang tager jeg udgangspunkt i måden hvorpå mange bruger sociale medier, da det også er noget, de fleste kan relatere til. 

Pointen med indlægget er ikke, at man ikke må føle glæde over sociale medier og diverse! Det vil jeg starte med at understrege. Det er blot en opfordring til at blive mere bevidsthed om, hvordan man lever sit liv. Og dermed at generobre kontrollen over sit liv. I dette tilfælde med medierne som eksempel, så man kan bruge dem på en måde, der gavner en selv mest muligt, i stedet for at blive styret blindt og lade sig bestjæle for vigtige øjeblikke.

Jeg har udvalgt to tendenser i folks måde at bruge Facebook på, som fortæller om en manglende evne i at være fuldt tilstede, der hvor man er. Den ene tendens handler om, at være meget flittig til at dele alt det interessante, man oplever, alt imens man sidder midt i oplevelsen. Dette viser ret åbenlyst, at ens opmærksomhed glider væk fra selve oplevelsen over til et behov for i stedet at berette om den og modtage feedback på den.
Den anden tendens handler om, at man tjekker sin profil flere gange i døgnet og også flere gange i timen. Man logger ind for at se, om der er sket noget spændende siden sidst. Og hvis ikke det er på facebook, så scanner man nyhedssites, zapper tv, tjekker mail, kigger i postkassen eller ser på sin telefon. Altså på trods af, at man har ting at foretage sig og glædes over, der hvor man er.
Det går ud over de relationer, man har, som skal finde sig i, at man er halvt til stede, og det går ud over en selv, fordi man med tiden bliver rastløs, og føler tomhed ved alt man foretager sig og i sit eget selskab.

Begge de nævnte facebooktendenser er eksempler, på hvordan vi ikke evner at bruge øjeblikkets potentiale og derfor griber til stimuli. En forfatter, der inspirerer mig for tiden, Piero Ferruci, forklarer der sådan: ”Når jeg prøver at være til stede, føler jeg af og til modstand mod det. Det keder mig at leve i en simpel nutid: det er alt for trivielt. Der sker næsten ingenting. Eller det, som sker, kan jeg ikke lide. Jeg har et fortsat behov for at blive underholdt og stimuleret”. I de eksempler jeg hiver frem er det henholdsvis en stimuli, der handler om anerkendelse fra andre; se hvad jeg laver, er det ikke fedt. Bekræft mig gerne i, at jeg foretager mig de rigtige ting. Og en stimuli der giver noget nyt input; hvad sker der ude i verden, og er der mon nogen, der har skrevet noget nyt og spændende til mig? 
Begge tendenser er efter min mening potentielt ødelæggende, fordi de vænner os til at blive dårligere og dårligere til at få det optimale ud af nutiden. Og når man bliver dårlig til at være i nuet, så keder man sig. Og når man keder sig, får man brug for endnu mere stimuli og vil i endnu højere grad finde noget af flygte væk til i sine tanker eller handlinger. Det bliver derfor mere fristende at tænke på fortiden og fremtiden, end at være til stede i nuet, fordi der findes så meget langt væk fra nutiden: fantasier, drømme, bekymringer, minder, illusioner, beregninger, gåder og forventninger. I forhold til alt det, kan det ganske øjeblik forekomme banalt.

Man kan vende denne negative spiral ved at træne sine evner i den rene opmærksomhed. Som jeg skrev i sidste indlæg, så vil man opleve mere dybde og indhold i nutiden og i de små øjeblikke, efterhånden som man lærer at være fuldt tilstede i dem. Og langsomt vil man begynde at hente alt det, man har brug for, lige der hvor man er, uden et behov for at søge væk til andre stimuli. Og så bliver man et glad og tilfreds menneske, fordi man pludselig har så kort vej til de små glæder.

En anden årsag til at vi mennesker flygter fra nuet er, når vores følelser bliver for stærke eller overvældende. Det kan gøre os utilpasse. At kigge et spændende menneske dybt i øjnene, intens glæde, for meget ros, udfordringer, en stor uoverskuelig opgave, begejstring, kaos, etc. Man er ikke vænnet til at mærke livets dybde så intenst og forsvarer sig derfor mod øjeblikket ved at blive distræt og vende sin opmærksomhed væk. Man flygter med andre ord mentalt. Og på den måde går man enten glip af nogle af de smukkeste ting i livet og fine sårbare møder, eller man udskyder ting, undertrykker og fejer ting ind under gulvtæppet. Endnu en rigtig god grund til at lære at mestre nuet og en udelt ren opmærksomhed.

Kunsten at være opmærksom kan praktiseres til enhver tid og i enhver situation. Den har ikke behov for instruktør, træning eller udstyr. Den er gratis. Brug sanserne til at føre dig ind i øjeblikket, sanserne er altid bundet til nutiden. Man kan ikke smage, lugte, indånde og høre noget, der kommer til at ske imorgen. Og vil man gerne være ekstra god til det, så kan jeg anbefale, at man læser Eckhart Tolle eller prøver kræfter med et meditationskursus. Men vær på vagt, det er min erfaring, at der kan være langt imellem de rigtig dygtige instruktører.

God træning:)

Ren Opmærksomhed

Dette indlæg handler om opmærksomhed. At udvikle sine evner i at være opmærksom er en sikker genvej til at opleve mere glæde i livet. 
Der er mange variationer af ordet opmærksomhed, som alle kredser mere eller mindre om det samme. Bevidsthed. Tilstedevær. Nærvær. Og andet. Men opmærksomhed er et ganske udmærket ord, som jeg vil holde fast i.

Alle har efterhånden mange gange hørt om vigtigheden af at være tilstede i nuet. Til sidst bliver man træt af den vending, og hvad betyder det egentlig? Jeg er jo lige her nu.. hvordan kan jeg være andre steder, hvad er problemet? Men så simpelt er det ikke, og der er efter min mening nogle problemer, som er værd at være bekendt med.

Når man taler om at være i nuet, så handler det om den form for opmærksomhed, man har på det, man foretager sig. Der findes flere forskellige former for opmærksomhed og dertil selvfølgelig også mangel på opmærksomhed. For at konkretisere det lidt, vil jeg skrive om begrebet med udgangspunkt i relationen mellem forælder og barn - alle er som minimum barn af nogen, så alle kan genkende noget her.

Der findes opmærksomhed af følelsesmæssig karakter, hvor forælderen drukner barnet i omsorg og tilbedelse, det ikke har bedt om: nåå lille nuttegøj, hvor er du bare den mest fantastiske og den dejligste af alle. Ihh hvor er du dygtig. 
Der er bekymret opmærksomhed, der opfatter barnet som ude af stand til selv at handle forsvarligt og som værende i konstant fare: uha nej, du må ikke kravle derop. Pas på du falder og slår dig slemt. Det er farligt, du kommer galt af sted. 
Og ambitiøs opmærksomhed, der betragter barnet som en aktie, man har sat alt ind på, som helst skal udkonkurrere alle andre: kom så, du kan godt. Bliv ved, du skal være den bedste. Klem nu balderne sammen. 
Der er bedømmende opmærksomhed, som konstant leder efter noget at rette, kritisere eller rose hos barnet: nu har du spildt igen, hvor er du klodset. Hvorfor kan du ikke være som alle andre. Du har tegnet uden for stregerne, koncentrer dig nu. Du er en dygtig pige, når du spiser op. 
Der findes også den prædikende opmærksomhed, hvor man altid er klar med en erfaring, et godt råd og har travlt med at pådutte barnet egne tanker og holdninger: Nu skal du høre, hvad jeg gjorde. Da jeg var på din alder, talte jeg pænt til mine forældre og sparede op af mine lommepenge.

Og så til den vigtigste opmærksomhed af dem alle: den rene opmærksomhed. 
Den opmærksomhed som ikke invaderer,  ikke styrer, ikke fordømmer, ikke forventer -  men bare er til stede og ikke andet.

Når man er ren i sin opmærksomhed, bringer man ikke en masse støj ind i øjeblikket. Man løser ikke problemer oppe i sit hoved, mens man foregiver at hygge sig med en ven. Man tænker ikke over økonomi, arbejde, planlægning og bekymringer, mens man foregiver at bygge tårn med sønnike. Man drømmer ikke om sommerferie, mens man sidder i biografen. Man tænker ikke på noget, som er sket tidligere, noget som skal ske senere. Man ønsker ikke, at situationen skal forløbe på en bestemt måde, og at man skal have noget bestemt ud af den. Man nyder bare at have sin opmærksomhed, på det man foretager sig lige nu.

Den rene opmærksomhed må jeg ydmygt konstatere, at alt for mange mennesker mestrer alt for dårligt, inklusiv jeg selv. Desværre. For man føler sig set, hørt og accepteret ubetinget med mennesker, der mestrer at være rene i deres opmærksomhed. De mennesker har også den force, at de meget sjældent keder sig. De fanger nemlig dybden af, hvad der sker omkring dem og lader sig derfor rive med. For dem er verden større og mere interessant, de oplever meget mere af den.

Og det, at verden på den måde kan åbne sig og bliver mere interessant i kraft af, at man sanser mere, bemærker detaljer, nuancer, stemninger, ja det styrker lysten til at være til og være lige præcis der, hvor man er. En rigtig god spiral at få hul på.

Hvis man derimod går rundt i verden med en uhensigtsmæssig opmærksomhed, så ser man ikke verden, som den reelt er. Går man eksempelvis en tur igennem strøget med en dømmende opmærksomhed, så ser man ikke andet end stereotyper og får ikke fornemmelsen af individet inden i stereotypen. Man fornemmer ikke det særlige menneske, der er bag facaden. Man får ikke lyst til at smile og kigge folk i øjnene, og man får derfor heller ikke meget tilbage.  Man går glip af virkeligheden og oplever kun sine egne fordomme blive genspillet. En rigtig dum spiral.

På den måde kan man sige, at når vi bruger alle andre former for opmærksomhed end vores rene opmærksomhed, lægger vi et slør hen over virkeligheden. Det er som at tage et sæt farvede, slørede briller på. Og det er rigtig godt at være sig bevidst, så man kan øve sig i at lægge brillerne fra sig.

Hvis man lærer sig at mestre ’den rene opmærksomhed’, så har man et utrolig stærkt kort på hånden. Folk vil finde denne person dragende, fordi de gerne vil lyttes til og ses, som de er. Og den opmærksomme har kortere vej til at opleve glæde og forundring.

Der er et ordsprog, der hedder: den største gave, man kan give et andet menneske, er sin udelte opmærksomhed. Og jeg har endnu ikke oplevet, at det ikke holder stik. 

Jeg tror, at alle de mennesker, der er kommet ud på et sidespor eller ikke har det godt i deres liv, alle sammen har modtaget den forkerte eller mangel på opmærksomhed. Først fra omverdenen, senere fra dem selv.

I mit næste indlæg fortsætter jeg mine observationer omkring opmærksomhed, og der vil jeg uddybe, hvorfor vi gang på gang vælger at glide ud af øjeblikket. Og jeg vil skrive om, hvordan facebook kan afsløre noget om vores måde at være opmærksomme på. 

Kriser - kom hel ud på den anden side

Min kæreste var for en måneds tid siden syg i en uge. Virkelig syg og dårlig. Han kunne ikke løfte sine arme af smerte, havde 40 i feber og var helt færdig. Han talte knap nok. Og så vupti var det overstået, og nu er det næsten glemt igen. 

Bagefter blev jeg syg, men mit immunforsvar virker sådan, at det snapper sygdommen i opløbet og holder den nede- men på en måde hvorpå sygdommen ikke får mulighed for at forlade min krop. Så nu kører jeg på tredje uge med sygdom i kroppen. Ingen kan se jeg er syg, heller ikke jeg, men jeg kan mærke det! Jeg kan mærke, at alle mine celler knokler for at følge med, og jeg er er helt mat indvendig og bliver svimmel, når jeg holder en pause. Og sådan kan det blive ved i måneder. Jeg har nemlig prøvet det tit. Og jeg ville faktisk hellere gå ned med et brag i en uge, så verden kunne se, at jeg er dårlig og måske endda fik lyst til at pusle lidt om mig, give mig en pause, en kop the og lidt ekstra kærlighed. Og så kunne jeg  ellers komme videre bagefter med en ren tavle og helt friske celler og en velfortjent pause fra livets trummerum.

Det jeg lige har beskrevet er min virkelighed, men i dette indlæg er det også en metafor for, hvor forskelligt vi mennesker tackler vores smerte, sorg og livskriser. Nogle går ned med et brag men kommer tilbage bagefter intakte og helt klar til at fungere optimalt, ja ofte endda bedre end før. Andre undertrykker det svære og glider videre i livet, med en tung bagage ingen kan se.

Overvej et øjeblik, hvor på skalaen du ligger, når du møder modstand i dit liv. Står du ved det, og giver dig selv lov til at gå ind i smerten og blive rigtig ked af det. Giver du dig selv tid til at være ulykkelig, ynkelig, tabe dig selv på gulvet, have det forfærdeligt og lade alle de svære følelser være der og rumme dem, uden at holde dig alt for beskæftiget til at tage dig af dem og fornægte dem på alle mulige måder? Og overdrivelse er kun godt i denne sammenhæng.. så er man sikker på, at man får det hele med. Og ikke noget med at glatte ud og sige: ej, det går snart over.. og det er heller ikke så slemt. Jeg er bare lige lidt sårbar i dag. Nej. Stå ved, at det er fantastisk hårdt, og at du har brug for verdens tålmodighed. Det er vigtigt, at give folk lov til at være der for dig og elske dig lidt ekstra i en periode. Også selvom du ikke orker at være sammen med dem, de kan sagtens holde dig i tankerne. Men det er svært for dem, hvis de ikke har forstået, hvor ked af det, du er.

Hvis man tør være i det og leve det ud, så tror jeg, at man kommer ud på den anden side uden at slæbe det med videre. Det er kommet ud, og man er klar på at møde verden igen. Hvis man derimod har et psykisk immunforsvar, der ikke tillader én at være et skravl, men på følelsesforskrækket vis planter en forkert idé om, at det er bedst at komme hurtigt videre, fordi man ikke har lyst til at se sig selv som svag eller vise verden, at man kan græde og være knækket, så tror jeg til gengæld, at man slæber rundt på ’sygdommen’ i årevis. Og måske resten af livet. 

Kroppen har sorgen i sig, og det får den til at reagere på alle mulige uhensigtsmæssige måder fremover. Man lukker måske lidt af for kærlighed, for der er ikke plads til mere smerte derinde. Man bliver kynisk. Man lukker af for sine sanser. Man bliver svær at begejstre. Eller man skåner sig selv for vilde eventyr, for der er ikke tillid derinde til, at man kan klare nederlaget, hvis noget fejler.

Jeg har oplevet mig selv i krise af flere omgange. Men særligt én, hvor jeg tabte mig selv fuldstændig og ikke kunne undgå at vise verden, at jeg var fortabt. For jeg tudede i de mest besynderlige sammenhænge. I lang tid. Så hvad kriser angår, er jeg god til at svede ting ud. Og til sidst var der ikke mere at tude over. I dag tror jeg dårlig nok, at jeg ville kunne klemme en enkelt tåre ud, lige meget hvor meget jeg svælger i den livsbegivenhed.. for jeg har presset hver en dråbe ud.

Har man oplevet sig selv i en krise og oplevet, hvordan man kan komme intakt ud på den anden side uden at slæbe det dårlige med videre, så er man ikke længere bange for kriser. Man har nemlig fået sig en erfaring, som ingen kan læse sig til i en bog: at man godt kan klare det! Man lærer en masse om sig selv af det og noget mere vigtigt - man bliver stærkere af det. Ikke på den måde, at man bliver mere hårdfør og undgår at blive ked af det, men fordi man ikke længere behøver at frygte det svære. Nu ved man nemlig, at man evner at leve med smerten for en stund. Og lige præcis det, at man kan leve uden frygten for at blive såret, gør en uendeligt stærk!   

Så har du mistet: tud for satan. Er din kæreste skredet: giv dig selv lov til at have det forfærdeligt. Er du blevet fyret: vær vred og lav en papmaché figur af din chef, som du kan tæske løs på, til den går i opløsning. Har du mistet: tag til havet og skrig af dine lungers kraft sammen med mågerne. Smadr alle dine puder ind i væggen til du segner. Og insister på at blive ved, til du kan mærke at ’sygdommen’ er ude af din krop – også selvom det vil tage dig laaang tid. Og også selvom du vil møde mennesker, der ikke kan rumme din vrede og sorg eller som ikke anerkender din proces, men synes du skal tage dig sammen: little do they know..

Du skylder alle dine fremtidige relationer og dig selv, at du ikke bærer rundt på gamle nederlag, som du aldrig har givet dig selv lov til at svede ordentligt ud. For selvom din hjerne har lært at være selektiv omkring, hvad den husker på, så glemmer din krop aldrig!

Min Hellige Søndag

Tit bliver man inspireret eller får en god idé, som man ikke rigtig bruger til noget før længe efter, hvor man selv eller idéen er modnet lidt. At søndagen skulle være en helligdag er jo ikke noget nyt, men konceptet har alligevel fået en ny betydning i mit liv.

Jeg har tidligere i mit liv hørt en rabbiner beskrive, hvordan de i den jødiske tradition gør sig meget umage for at holde en ugentlig helligdag – sabbatten, hvor man kun må hvile. I hendes familie er de meget omhyggelige med at ære hviledagen og hun talte om det med stor passion og indlevelse, hvilket fascinerede mig meget. 

Alt forberedes inden sabbaten begynder. Man arbejder fredag frem til solnedgang på at klargøre alt til det kommende døgn, så det hele er parat og man ikke skal bestille det mindste. Der ryddes op og gøres rent, man pynter op og gør hjemmet indbydende. Man bager brød, dækker bord, stiller stearinlys frem, forbereder dejlig nærende mad til den hellige tid og gør sig også mentalt klar til det kommende hviledøgn. Det vækkede noget i mig dengang, men så glemte jeg alt om det igen.

Nu oplevede jeg forleden at blive spurgt ind til, hvordan bruger jeg min søndag? Til at slappe af og lade op eller ordne en masse praktiske løse ender? Og så vækkede hele det der helligdagskoncept endnu engang noget i mig. For jeg må indrømme, at jeg er én af dem, der kan have en anelse svært ved at mærke forskel på ugens dage, weekend eller hverdag. Og det synes jeg faktisk er ærgerligt.

Jeg har derfor besluttet mig for at eksperimentere med at give helligdagskonceptet nyt liv i en periode og se, om det kan lade sig gøre med en dag, hvor jeg under ingen omstændigheder må lave noget pligtbetonet. Jeg vælger søndag. Søndag skal være helt og aldeles fri. Ingen vasketøj, madlavning, oprydning, planlægning, besvare mails, m.m. Jeg vil selvfølgelig give mit barn noget mad og skifte bleer, men ellers vil jeg bestræbe mig på kun at stå op og lade dagen passere med rare ting, der lader mig op, sammen med mennesker jeg holder af eller i mit eget selskab. Jeg vil også sørge for at holde min kop tom denne dag (jævnfør seneste indlæg), så min hjerne også får helt fri. Holy moly jeg glæder mig!

Tøm din kop!

Dette indlæg er starten på en ny omgang rundtenom. Jeg har ikke skrevet i lang tid, men nu er jeg tilbage i topform. I mellemtiden har jeg været igennem et interessant indre oprydningsprojekt, som jeg gerne vil fortælle lidt om.

I foråret gik jeg i flere uger og havde en følelse af en slags apati eller modløshed. En følelse af handlingslammelse og at lige meget hvor godt jeg prøvede at gøre noget, så var det alligevel ikke godt nok. Jeg blev ret frustreret og måtte kigge nærmere på, hvad det handlede om.

Jeg fandt, at det skyldtes, at jeg var for proppet med intentioner og ambitioner om alt muligt. Jeg havde inviteret alle mulige velmenende informationer, gode råd og viden indenfor og gjort dem til idealer, mål, holdninger og leveregler. Alt sammen gode, sunde, miljørigtige, livsfremmende og verdensbevarende idéer. Fantastiske mål. Optimal ernæring og sundhed, optimal børneopdragelse, optimal CO2 reducerende livsstil, optimale dyrevelfærds principper, menneskerettigheder, fred.. Fortsæt selv!  Generelt at efterleve alt det rigtige. Pyha.. og selvfølgelig også være afslappet, leve i balance, nyde livet og ha det sjovt!! Argh.. mission impossible…

Jeg fik kvalme. Jeg følte mig overmæt og helt frustreret, fordi lige meget hvor meget man ønsker det, så er verden endnu ikke indrettet til, at man kan gøre ret meget på nogen rigtig måde… endnu.

Jeg blev også frustreret over at være, som jeg er; nysgerrig og en svamp hvad angår viden om alle mulige ting, som gør, at jeg ved for meget til at kunne lade være med at leve i overensstemmelse med det. Ignorance is bliss, men man kan jo ikke lige pludselig IKKE vide, hvad man allerede ved, vel?

Eksempel: når man har besøgt en grisestald og set flere haller fyldt med orner så store som heste, der kun lige akkurat kan løfte egen vægt, men ikke længe ad gangen. Som ikke kan vænne sig i båsen og aldrig kommer ud i dagslys.. Og bondemanden fortæller stolt; vi designer hver gris til en enkelt nations ønsker om stor eller lille fedtkant, pink eller grå i farven (grå foretrækker Danmark, så ser det mere ægte ud. Japan køber pink kød, det ser mere lækkert ud). Vi laver søer med mange patter, så flere kan die. Oner med så store testikler som muligt, så de producerer mere sæd til at avle med. Og vi har etik - vi avler dem nemlig aldrig større, end at de stadig kan stå på deres ben. Flot!

Nå.. tilbage hertil. Det er klart det påvirker én at vide den slags.. Men til sidst var der for meget inde i mit lille hoved. Jeg var fyldt op med alskens viden, som gjorde det besværligt overhovedet at handle ind og servere et måltid, drikke min kaffe med god samvittighed, se tv, leve!

Så det var tid til en pause. Noget måtte gøres og vendepunktet var en beslutning om at slette alt på min indre harddisk. Sommeren igennem skulle jeg have fri fra at mene noget og gøre noget som helst rigtigt. Jeg skulle bare være og gøre præcis det, jeg havde lyst til - indtil der var kommet balance igen.
Det var svært i starten, men til sidst lykkedes det mig at give slip på alt det gamle og starte forfra. Flæskestegssandwich og pølser kunne være ligeså god aftensmad som så meget andet.  Romkugler og kaffe til frokost. En dåse Nutella på en uge. Bare nogle banale eksempler, men hvis man har kendt til min livsstil ved man, at det er bevis på, at det virkelig lykkedes mig at trykke delete ALT. 

Pludselig fik jeg interesse for nye ting. Jeg fik lyst til at faste i ramadanen, for det virkede egentlig meget spændende. Og jeg har overvejet nye potentielle arbejdspladser, som er langt fra det spor, jeg hidtil har fulgt.

Jeg skriver om det her lidt personlige forløb, fordi jeg vil slå et slag for, at det er vigtigt af og til at komme lidt på afstand af alt det, man har godtaget som rigtigt. Både for at skabe plads til noget nyt og også for at sikre sig, at man ikke giver holdninger for meget plads og magt i sit liv. 

Der er nemlig også den fare ved at være alt for fyldt med faste holdninger; at der er ikke plads til mere. Det er svært at være ægte interesseret og lyttende i samtalen med en anden, når man er fyldt op af sit eget. Og det er svært ikke at blive en anelse dømmende overfor dem, der ikke følger det ’rigtige’.
Øv.  Fantastisk irriterende bivirkninger...

Der findes en fin lille anekdote om en rejsende, der kommer til en berømt og lærd zen mester for at finde svar om, hvad zen er. Den rejsende forklarer og fortæller om, hvad han selv tror det er, mens zen mesteren bare sidder og lytter. Efter nogen tid begynder mesteren at hælde te op i den rejsendes kop. Han bliver ved med at hælde til teen flyder over koppens breder og strømmer ud på bordet, og den rejsende kan ikke holde sig tilbage og udbryder: koppen er for fuld, du kan ikke få mere i den! Til det svarer mesteren: ”som denne kop er du fuld af dine egne meninger og spekulationer. Hvordan kan jeg vise dig noget om zen, før du først har tømt din kop?”

Jeg blev igen mindet om denne lille historie for en uges tid siden og opdagede, at det er et fantastisk billede på den oplevelse, jeg lige havde haft. Min kop var for fuld til, at jeg kunne have mere i den, og til at jeg overhovedet kunne overskue den..

Og det er altså årsagen til, at min blog har ligget brak. Jeg har ikke ønsket at tage stilling til ret meget i en lang periode, og så er det jo svært at blogge om noget. 

Men nu er jeg tilbage med en kop, der skal tømmes jævnligt, så der hele tiden er plads til ny og opdateret inspiration, som jeg vil dele ud af her på bloggen. 

Jeg tror også, det kommer til at betyde et lidt andet fokus i mine blogindlæg. Jeg fornemmer,  at det er nogle andre ting, jeg er blevet optaget af at skrive om. Og måske med en mere personlig kurs.. jeg har allerede mange ord, der presser sig på. Så.. stay tuned:)

Livet: Den Tålmodige Lærerinde

At træde sin egen sti

"If you can see your path

laid out in front of you step by step, you know it’s not your path.

Your own path you make with every step you take.

That’s why it’s your path.”

Omvendt Fortegn

Jeg sidder og spiser frokost og har derfor lige gennemrodet vores køleskab. Hvorfor står der ’Ægte’ foran Mayonnaise? Og på min ketchup står der 'Nu med flere tomater'. På juicen står der ’Rigtig juice, 100% frugt’. På rugbrødet står der ’Uden stråforkorter’.

Jeg kom i tanke om følgende billeder, jeg havde liggende på computeren:

Og nu sidder jeg og tænker på, om vi engang kommer tilbage til et stadie, hvor mad i udgangspunktet er naturlig. Og hvor man, modsat nu, skal skrive på produkterne, hvis forbrugeren bør være ekstra opmærksom. Som fx ’tilsat sukker’, ’tilsat stråforkorter’, ’indeholder aspartam’, ’med 30 forskellige giftrester’. Eller i disken med kød og fisk: ’har aldrig fået sollys eller gået på græs’. ’Genmodificeret kød’ eller ’truet race’.

Jeg tror nu ikke, det er noget, jeg vil gøre mig forhåbninger om selv at opleve.

En af mine gode venner Philip Hahn-Petersen har søsat et projekt og kæmpet i lang tid, for at vi i stedet for Reklamer Nej Tak skiltet skulle indføre et Reklamer Ja Tak skilt. Og det kan vel siges at være lidt samme tankegang, der ligger bag. Omvendt fortegn. Han lavede  undersøgelser og beregninger på, hvor mange tons affald man ville spare, ved at indføre et Ja tak skilt. (En hustand modtager pt mellem 50 - 60 kg reklamer årligt). Der er virkelig mange gevinster ved en omvendt ordning, og det er et tiltag, der er relativt simpelt. Han nåede til Christiansborg med forslaget, men der er alt for mange politisk modsatrettede interesser (læs: økonomiske egeninteresser). Der kæmpes dog fortsat. 

Men tænk engang:

Kend de Pesticideramte Fødevarer

Det kan være noget af en økonomisk byrde at vælge økologi, hver gang der skal handles. Og det kan føles uigennemskueligt. Og endog være svært at skaffe de gode økologiske varer. Men dog vigtigt, mener jeg, idet undersøgelser af urin fra børn, der ikke spiser økologisk kost, viser gift i deres urin. En gift som forsvinder, når børnene derimod følger en økologisk kostplan.

Hvis man som jeg af flere årsager ofte føler sig nødsaget til at prioritere i de økologiske indkøb, er det godt at vide lidt om, hvilke produkter der er særligt udsatte overfor giftstoffer, så man har lidt at prioritere ud fra.

Jeg er for nylig stødt på begreberne Dirty Dozen og Clean 15, som er nogle årlige opgørelser i USA, som giver forbrugeren lidt at navigere efter. Opgørelserne viser henholdsvis de fødevarer, der er værst ramt af sprøjtegift og dernæst de mest sikre alternativer. Så hvis du også føler dig nødsaget til at være selektiv i dine indkøb, så stræb eksempelvis efter at købe fødevarerne fra følgende kategori økologisk - de indeholder nemlig alle mellem 30 og 60 forskellige pesticiderester.

Dirty Dozen:

1.     Æbler (også juice og mos)

2.     Ferskner

3.     Nektariner

4.     Kirsebær

5.     Jordbær

6.     Blåbær & Tranebær

7.     Vindruer (og rosiner)

8.     Peberfrugter

9.     Spinat

10. Salat

11. Kartofler

12. Selleri

Clean 15 varerne er et godt alternativ, når der ikke er mulighed for økologi. De optager/udsættes åbenbart ikke for nær så meget gift: 

Clean 15

1.     Løg

2.     Majs

3.     Ananas

4.     Avocado

5.     Asparges

6.     Ærter

7.     Mango

8.     Aubergine

9.     Cantaloupe melon

10. Kiwi

11. Kål

12. Vandmelon

13. Søde kartofler

14. Grapefrugt

15. Svampe

Desuden skulle broccoli, radiser og papaya også være rimelig sikre.

Ellers husk at giften som regel sidder i skrællen, så den kan være god at skære af. Men det er ikke en super holdbar løsning, for det er jo også der vitaminerne sidder.  Og miljøet får heller ikke gavn af den løsning. 

Nu mangler vi bare nogle lister, der er optegnet ud fra danske forhold, da der sandsynligvis vil være forskel på giftindholdet i flere af de varer vi importerer/dyrker her, end dem de har i USA, hvor undersøgelsen er fra.. 

Evolution Breakdown

Don't Worry

Beliefs & Behavior