Min kæreste var for en måneds tid siden syg i en uge. Virkelig syg og dårlig. Han kunne
ikke løfte sine arme af smerte, havde 40 i feber og var helt færdig. Han talte knap nok. Og så vupti var det overstået, og nu er det næsten glemt igen.
Bagefter
blev jeg syg, men mit immunforsvar virker sådan, at det snapper sygdommen i
opløbet og holder den nede- men på en måde hvorpå sygdommen ikke får mulighed
for at forlade min krop. Så nu kører jeg på tredje uge med sygdom i kroppen.
Ingen kan se jeg er syg, heller ikke jeg, men jeg kan mærke det! Jeg kan mærke,
at alle mine celler knokler for at følge med, og jeg er er helt mat indvendig
og bliver svimmel, når jeg holder en pause. Og sådan kan det blive ved i måneder. Jeg har nemlig prøvet
det tit. Og jeg ville faktisk hellere gå ned med et brag i en uge, så verden kunne
se, at jeg er dårlig og måske endda fik lyst til at pusle lidt om mig, give mig en pause, en kop the og lidt ekstra kærlighed. Og så kunne jeg ellers komme videre
bagefter med en ren tavle og helt friske celler og en velfortjent pause fra
livets trummerum.
Det jeg lige har beskrevet er min virkelighed, men i dette
indlæg er det også en metafor for, hvor forskelligt vi mennesker tackler vores
smerte, sorg og livskriser. Nogle går ned med et brag men kommer tilbage
bagefter intakte og helt klar til at fungere optimalt, ja ofte endda bedre end
før. Andre undertrykker det svære og glider videre i livet, med en tung bagage
ingen kan se.
Overvej et øjeblik, hvor på skalaen du ligger, når du møder
modstand i dit liv. Står du ved
det, og giver dig selv lov til at gå ind i smerten og blive rigtig ked af det. Giver
du dig selv tid til at være ulykkelig, ynkelig, tabe dig selv på gulvet, have
det forfærdeligt og lade alle de svære følelser være der og rumme dem, uden at holde dig alt for beskæftiget til at tage dig af dem og fornægte dem på alle mulige måder? Og overdrivelse er
kun godt i denne sammenhæng.. så er man sikker på, at man får det hele med. Og
ikke noget med at glatte ud og sige: ej, det går snart over.. og det er heller
ikke så slemt. Jeg er bare lige lidt sårbar i dag. Nej. Stå ved, at det er fantastisk hårdt, og at du har brug for verdens tålmodighed. Det er vigtigt, at give folk
lov til at være der for dig og elske dig lidt ekstra i en periode. Også selvom
du ikke orker at være sammen med dem, de kan sagtens holde dig i tankerne. Men
det er svært for dem, hvis de ikke har forstået, hvor ked af det, du er.
Hvis man tør være i det og leve det ud, så tror jeg, at man
kommer ud på den anden side uden at slæbe det med videre. Det er kommet ud, og
man er klar på at møde verden igen. Hvis man derimod har et psykisk
immunforsvar, der ikke tillader én at være et skravl, men på følelsesforskrækket vis planter en forkert idé om, at det er bedst at komme
hurtigt videre, fordi man ikke har lyst til at se sig selv som svag eller vise
verden, at man kan græde og være knækket, så tror jeg til gengæld, at man
slæber rundt på ’sygdommen’ i årevis. Og måske resten af livet.
Kroppen har
sorgen i sig, og det får den til at reagere på alle mulige uhensigtsmæssige
måder fremover. Man lukker måske lidt af for kærlighed, for der er ikke plads
til mere smerte derinde. Man bliver kynisk. Man lukker af for sine sanser. Man
bliver svær at begejstre. Eller man skåner sig selv for vilde eventyr, for der er
ikke tillid derinde til, at man kan klare nederlaget, hvis noget fejler.
Jeg har oplevet mig selv i krise af flere omgange. Men
særligt én, hvor jeg tabte mig selv fuldstændig og ikke kunne undgå at vise
verden, at jeg var fortabt. For jeg tudede i de mest besynderlige sammenhænge. I
lang tid. Så hvad kriser angår, er
jeg god til at svede ting ud. Og til sidst var der ikke mere at tude over. I
dag tror jeg dårlig nok, at jeg ville kunne klemme en enkelt tåre ud, lige meget hvor meget jeg
svælger i den livsbegivenhed.. for jeg har presset hver en dråbe ud.
Har man oplevet sig selv i en krise og oplevet, hvordan
man kan komme intakt ud på den anden side uden
at slæbe det dårlige med videre, så er man ikke længere bange for kriser. Man har
nemlig fået sig en erfaring, som ingen kan læse sig til i en bog: at man godt kan klare det! Man lærer en masse om sig selv af det og noget mere vigtigt - man bliver stærkere af det. Ikke på den måde, at man
bliver mere hårdfør og undgår at blive ked af det, men fordi man ikke længere behøver at
frygte det svære. Nu ved man nemlig, at man evner at leve med smerten
for en stund. Og lige præcis det, at man kan leve uden frygten for at blive såret, gør en uendeligt
stærk!
Så har du mistet: tud for satan. Er din kæreste skredet: giv
dig selv lov til at have det forfærdeligt. Er du blevet fyret: vær vred og
lav en papmaché figur af din chef, som du kan tæske løs på, til den går i opløsning. Har du mistet: tag til havet og skrig af dine
lungers kraft sammen med mågerne. Smadr alle dine puder ind i væggen til du segner. Og insister på
at blive ved, til du kan mærke at ’sygdommen’ er ude af din krop – også selvom
det vil tage dig laaang tid. Og også selvom du vil møde mennesker, der ikke kan rumme din vrede og sorg eller som ikke anerkender din proces, men synes du skal tage dig sammen: little do they know..
Du skylder alle dine fremtidige relationer og dig selv, at
du ikke bærer rundt på gamle nederlag, som du aldrig har givet dig selv lov til
at svede ordentligt ud. For selvom din hjerne har lært at være selektiv omkring,
hvad den husker på, så glemmer din krop aldrig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar