Kriser - kom hel ud på den anden side

Min kæreste var for en måneds tid siden syg i en uge. Virkelig syg og dårlig. Han kunne ikke løfte sine arme af smerte, havde 40 i feber og var helt færdig. Han talte knap nok. Og så vupti var det overstået, og nu er det næsten glemt igen. 

Bagefter blev jeg syg, men mit immunforsvar virker sådan, at det snapper sygdommen i opløbet og holder den nede- men på en måde hvorpå sygdommen ikke får mulighed for at forlade min krop. Så nu kører jeg på tredje uge med sygdom i kroppen. Ingen kan se jeg er syg, heller ikke jeg, men jeg kan mærke det! Jeg kan mærke, at alle mine celler knokler for at følge med, og jeg er er helt mat indvendig og bliver svimmel, når jeg holder en pause. Og sådan kan det blive ved i måneder. Jeg har nemlig prøvet det tit. Og jeg ville faktisk hellere gå ned med et brag i en uge, så verden kunne se, at jeg er dårlig og måske endda fik lyst til at pusle lidt om mig, give mig en pause, en kop the og lidt ekstra kærlighed. Og så kunne jeg  ellers komme videre bagefter med en ren tavle og helt friske celler og en velfortjent pause fra livets trummerum.

Det jeg lige har beskrevet er min virkelighed, men i dette indlæg er det også en metafor for, hvor forskelligt vi mennesker tackler vores smerte, sorg og livskriser. Nogle går ned med et brag men kommer tilbage bagefter intakte og helt klar til at fungere optimalt, ja ofte endda bedre end før. Andre undertrykker det svære og glider videre i livet, med en tung bagage ingen kan se.

Overvej et øjeblik, hvor på skalaen du ligger, når du møder modstand i dit liv. Står du ved det, og giver dig selv lov til at gå ind i smerten og blive rigtig ked af det. Giver du dig selv tid til at være ulykkelig, ynkelig, tabe dig selv på gulvet, have det forfærdeligt og lade alle de svære følelser være der og rumme dem, uden at holde dig alt for beskæftiget til at tage dig af dem og fornægte dem på alle mulige måder? Og overdrivelse er kun godt i denne sammenhæng.. så er man sikker på, at man får det hele med. Og ikke noget med at glatte ud og sige: ej, det går snart over.. og det er heller ikke så slemt. Jeg er bare lige lidt sårbar i dag. Nej. Stå ved, at det er fantastisk hårdt, og at du har brug for verdens tålmodighed. Det er vigtigt, at give folk lov til at være der for dig og elske dig lidt ekstra i en periode. Også selvom du ikke orker at være sammen med dem, de kan sagtens holde dig i tankerne. Men det er svært for dem, hvis de ikke har forstået, hvor ked af det, du er.

Hvis man tør være i det og leve det ud, så tror jeg, at man kommer ud på den anden side uden at slæbe det med videre. Det er kommet ud, og man er klar på at møde verden igen. Hvis man derimod har et psykisk immunforsvar, der ikke tillader én at være et skravl, men på følelsesforskrækket vis planter en forkert idé om, at det er bedst at komme hurtigt videre, fordi man ikke har lyst til at se sig selv som svag eller vise verden, at man kan græde og være knækket, så tror jeg til gengæld, at man slæber rundt på ’sygdommen’ i årevis. Og måske resten af livet. 

Kroppen har sorgen i sig, og det får den til at reagere på alle mulige uhensigtsmæssige måder fremover. Man lukker måske lidt af for kærlighed, for der er ikke plads til mere smerte derinde. Man bliver kynisk. Man lukker af for sine sanser. Man bliver svær at begejstre. Eller man skåner sig selv for vilde eventyr, for der er ikke tillid derinde til, at man kan klare nederlaget, hvis noget fejler.

Jeg har oplevet mig selv i krise af flere omgange. Men særligt én, hvor jeg tabte mig selv fuldstændig og ikke kunne undgå at vise verden, at jeg var fortabt. For jeg tudede i de mest besynderlige sammenhænge. I lang tid. Så hvad kriser angår, er jeg god til at svede ting ud. Og til sidst var der ikke mere at tude over. I dag tror jeg dårlig nok, at jeg ville kunne klemme en enkelt tåre ud, lige meget hvor meget jeg svælger i den livsbegivenhed.. for jeg har presset hver en dråbe ud.

Har man oplevet sig selv i en krise og oplevet, hvordan man kan komme intakt ud på den anden side uden at slæbe det dårlige med videre, så er man ikke længere bange for kriser. Man har nemlig fået sig en erfaring, som ingen kan læse sig til i en bog: at man godt kan klare det! Man lærer en masse om sig selv af det og noget mere vigtigt - man bliver stærkere af det. Ikke på den måde, at man bliver mere hårdfør og undgår at blive ked af det, men fordi man ikke længere behøver at frygte det svære. Nu ved man nemlig, at man evner at leve med smerten for en stund. Og lige præcis det, at man kan leve uden frygten for at blive såret, gør en uendeligt stærk!   

Så har du mistet: tud for satan. Er din kæreste skredet: giv dig selv lov til at have det forfærdeligt. Er du blevet fyret: vær vred og lav en papmaché figur af din chef, som du kan tæske løs på, til den går i opløsning. Har du mistet: tag til havet og skrig af dine lungers kraft sammen med mågerne. Smadr alle dine puder ind i væggen til du segner. Og insister på at blive ved, til du kan mærke at ’sygdommen’ er ude af din krop – også selvom det vil tage dig laaang tid. Og også selvom du vil møde mennesker, der ikke kan rumme din vrede og sorg eller som ikke anerkender din proces, men synes du skal tage dig sammen: little do they know..

Du skylder alle dine fremtidige relationer og dig selv, at du ikke bærer rundt på gamle nederlag, som du aldrig har givet dig selv lov til at svede ordentligt ud. For selvom din hjerne har lært at være selektiv omkring, hvad den husker på, så glemmer din krop aldrig!

Min Hellige Søndag

Tit bliver man inspireret eller får en god idé, som man ikke rigtig bruger til noget før længe efter, hvor man selv eller idéen er modnet lidt. At søndagen skulle være en helligdag er jo ikke noget nyt, men konceptet har alligevel fået en ny betydning i mit liv.

Jeg har tidligere i mit liv hørt en rabbiner beskrive, hvordan de i den jødiske tradition gør sig meget umage for at holde en ugentlig helligdag – sabbatten, hvor man kun må hvile. I hendes familie er de meget omhyggelige med at ære hviledagen og hun talte om det med stor passion og indlevelse, hvilket fascinerede mig meget. 

Alt forberedes inden sabbaten begynder. Man arbejder fredag frem til solnedgang på at klargøre alt til det kommende døgn, så det hele er parat og man ikke skal bestille det mindste. Der ryddes op og gøres rent, man pynter op og gør hjemmet indbydende. Man bager brød, dækker bord, stiller stearinlys frem, forbereder dejlig nærende mad til den hellige tid og gør sig også mentalt klar til det kommende hviledøgn. Det vækkede noget i mig dengang, men så glemte jeg alt om det igen.

Nu oplevede jeg forleden at blive spurgt ind til, hvordan bruger jeg min søndag? Til at slappe af og lade op eller ordne en masse praktiske løse ender? Og så vækkede hele det der helligdagskoncept endnu engang noget i mig. For jeg må indrømme, at jeg er én af dem, der kan have en anelse svært ved at mærke forskel på ugens dage, weekend eller hverdag. Og det synes jeg faktisk er ærgerligt.

Jeg har derfor besluttet mig for at eksperimentere med at give helligdagskonceptet nyt liv i en periode og se, om det kan lade sig gøre med en dag, hvor jeg under ingen omstændigheder må lave noget pligtbetonet. Jeg vælger søndag. Søndag skal være helt og aldeles fri. Ingen vasketøj, madlavning, oprydning, planlægning, besvare mails, m.m. Jeg vil selvfølgelig give mit barn noget mad og skifte bleer, men ellers vil jeg bestræbe mig på kun at stå op og lade dagen passere med rare ting, der lader mig op, sammen med mennesker jeg holder af eller i mit eget selskab. Jeg vil også sørge for at holde min kop tom denne dag (jævnfør seneste indlæg), så min hjerne også får helt fri. Holy moly jeg glæder mig!

Tøm din kop!

Dette indlæg er starten på en ny omgang rundtenom. Jeg har ikke skrevet i lang tid, men nu er jeg tilbage i topform. I mellemtiden har jeg været igennem et interessant indre oprydningsprojekt, som jeg gerne vil fortælle lidt om.

I foråret gik jeg i flere uger og havde en følelse af en slags apati eller modløshed. En følelse af handlingslammelse og at lige meget hvor godt jeg prøvede at gøre noget, så var det alligevel ikke godt nok. Jeg blev ret frustreret og måtte kigge nærmere på, hvad det handlede om.

Jeg fandt, at det skyldtes, at jeg var for proppet med intentioner og ambitioner om alt muligt. Jeg havde inviteret alle mulige velmenende informationer, gode råd og viden indenfor og gjort dem til idealer, mål, holdninger og leveregler. Alt sammen gode, sunde, miljørigtige, livsfremmende og verdensbevarende idéer. Fantastiske mål. Optimal ernæring og sundhed, optimal børneopdragelse, optimal CO2 reducerende livsstil, optimale dyrevelfærds principper, menneskerettigheder, fred.. Fortsæt selv!  Generelt at efterleve alt det rigtige. Pyha.. og selvfølgelig også være afslappet, leve i balance, nyde livet og ha det sjovt!! Argh.. mission impossible…

Jeg fik kvalme. Jeg følte mig overmæt og helt frustreret, fordi lige meget hvor meget man ønsker det, så er verden endnu ikke indrettet til, at man kan gøre ret meget på nogen rigtig måde… endnu.

Jeg blev også frustreret over at være, som jeg er; nysgerrig og en svamp hvad angår viden om alle mulige ting, som gør, at jeg ved for meget til at kunne lade være med at leve i overensstemmelse med det. Ignorance is bliss, men man kan jo ikke lige pludselig IKKE vide, hvad man allerede ved, vel?

Eksempel: når man har besøgt en grisestald og set flere haller fyldt med orner så store som heste, der kun lige akkurat kan løfte egen vægt, men ikke længe ad gangen. Som ikke kan vænne sig i båsen og aldrig kommer ud i dagslys.. Og bondemanden fortæller stolt; vi designer hver gris til en enkelt nations ønsker om stor eller lille fedtkant, pink eller grå i farven (grå foretrækker Danmark, så ser det mere ægte ud. Japan køber pink kød, det ser mere lækkert ud). Vi laver søer med mange patter, så flere kan die. Oner med så store testikler som muligt, så de producerer mere sæd til at avle med. Og vi har etik - vi avler dem nemlig aldrig større, end at de stadig kan stå på deres ben. Flot!

Nå.. tilbage hertil. Det er klart det påvirker én at vide den slags.. Men til sidst var der for meget inde i mit lille hoved. Jeg var fyldt op med alskens viden, som gjorde det besværligt overhovedet at handle ind og servere et måltid, drikke min kaffe med god samvittighed, se tv, leve!

Så det var tid til en pause. Noget måtte gøres og vendepunktet var en beslutning om at slette alt på min indre harddisk. Sommeren igennem skulle jeg have fri fra at mene noget og gøre noget som helst rigtigt. Jeg skulle bare være og gøre præcis det, jeg havde lyst til - indtil der var kommet balance igen.
Det var svært i starten, men til sidst lykkedes det mig at give slip på alt det gamle og starte forfra. Flæskestegssandwich og pølser kunne være ligeså god aftensmad som så meget andet.  Romkugler og kaffe til frokost. En dåse Nutella på en uge. Bare nogle banale eksempler, men hvis man har kendt til min livsstil ved man, at det er bevis på, at det virkelig lykkedes mig at trykke delete ALT. 

Pludselig fik jeg interesse for nye ting. Jeg fik lyst til at faste i ramadanen, for det virkede egentlig meget spændende. Og jeg har overvejet nye potentielle arbejdspladser, som er langt fra det spor, jeg hidtil har fulgt.

Jeg skriver om det her lidt personlige forløb, fordi jeg vil slå et slag for, at det er vigtigt af og til at komme lidt på afstand af alt det, man har godtaget som rigtigt. Både for at skabe plads til noget nyt og også for at sikre sig, at man ikke giver holdninger for meget plads og magt i sit liv. 

Der er nemlig også den fare ved at være alt for fyldt med faste holdninger; at der er ikke plads til mere. Det er svært at være ægte interesseret og lyttende i samtalen med en anden, når man er fyldt op af sit eget. Og det er svært ikke at blive en anelse dømmende overfor dem, der ikke følger det ’rigtige’.
Øv.  Fantastisk irriterende bivirkninger...

Der findes en fin lille anekdote om en rejsende, der kommer til en berømt og lærd zen mester for at finde svar om, hvad zen er. Den rejsende forklarer og fortæller om, hvad han selv tror det er, mens zen mesteren bare sidder og lytter. Efter nogen tid begynder mesteren at hælde te op i den rejsendes kop. Han bliver ved med at hælde til teen flyder over koppens breder og strømmer ud på bordet, og den rejsende kan ikke holde sig tilbage og udbryder: koppen er for fuld, du kan ikke få mere i den! Til det svarer mesteren: ”som denne kop er du fuld af dine egne meninger og spekulationer. Hvordan kan jeg vise dig noget om zen, før du først har tømt din kop?”

Jeg blev igen mindet om denne lille historie for en uges tid siden og opdagede, at det er et fantastisk billede på den oplevelse, jeg lige havde haft. Min kop var for fuld til, at jeg kunne have mere i den, og til at jeg overhovedet kunne overskue den..

Og det er altså årsagen til, at min blog har ligget brak. Jeg har ikke ønsket at tage stilling til ret meget i en lang periode, og så er det jo svært at blogge om noget. 

Men nu er jeg tilbage med en kop, der skal tømmes jævnligt, så der hele tiden er plads til ny og opdateret inspiration, som jeg vil dele ud af her på bloggen. 

Jeg tror også, det kommer til at betyde et lidt andet fokus i mine blogindlæg. Jeg fornemmer,  at det er nogle andre ting, jeg er blevet optaget af at skrive om. Og måske med en mere personlig kurs.. jeg har allerede mange ord, der presser sig på. Så.. stay tuned:)