At mestre nuet

I sidste indlæg skabte jeg et fundament for at forstå de problemer, der er forbundet med ikke at evne den rene opmærksomhed, som er et slags støjfrit tilstedevær i øjeblikket. Det fundament vil jeg bygge videre på I dette indlæg.
Denne gang tager jeg udgangspunkt i måden hvorpå mange bruger sociale medier, da det også er noget, de fleste kan relatere til. 

Pointen med indlægget er ikke, at man ikke må føle glæde over sociale medier og diverse! Det vil jeg starte med at understrege. Det er blot en opfordring til at blive mere bevidsthed om, hvordan man lever sit liv. Og dermed at generobre kontrollen over sit liv. I dette tilfælde med medierne som eksempel, så man kan bruge dem på en måde, der gavner en selv mest muligt, i stedet for at blive styret blindt og lade sig bestjæle for vigtige øjeblikke.

Jeg har udvalgt to tendenser i folks måde at bruge Facebook på, som fortæller om en manglende evne i at være fuldt tilstede, der hvor man er. Den ene tendens handler om, at være meget flittig til at dele alt det interessante, man oplever, alt imens man sidder midt i oplevelsen. Dette viser ret åbenlyst, at ens opmærksomhed glider væk fra selve oplevelsen over til et behov for i stedet at berette om den og modtage feedback på den.
Den anden tendens handler om, at man tjekker sin profil flere gange i døgnet og også flere gange i timen. Man logger ind for at se, om der er sket noget spændende siden sidst. Og hvis ikke det er på facebook, så scanner man nyhedssites, zapper tv, tjekker mail, kigger i postkassen eller ser på sin telefon. Altså på trods af, at man har ting at foretage sig og glædes over, der hvor man er.
Det går ud over de relationer, man har, som skal finde sig i, at man er halvt til stede, og det går ud over en selv, fordi man med tiden bliver rastløs, og føler tomhed ved alt man foretager sig og i sit eget selskab.

Begge de nævnte facebooktendenser er eksempler, på hvordan vi ikke evner at bruge øjeblikkets potentiale og derfor griber til stimuli. En forfatter, der inspirerer mig for tiden, Piero Ferruci, forklarer der sådan: ”Når jeg prøver at være til stede, føler jeg af og til modstand mod det. Det keder mig at leve i en simpel nutid: det er alt for trivielt. Der sker næsten ingenting. Eller det, som sker, kan jeg ikke lide. Jeg har et fortsat behov for at blive underholdt og stimuleret”. I de eksempler jeg hiver frem er det henholdsvis en stimuli, der handler om anerkendelse fra andre; se hvad jeg laver, er det ikke fedt. Bekræft mig gerne i, at jeg foretager mig de rigtige ting. Og en stimuli der giver noget nyt input; hvad sker der ude i verden, og er der mon nogen, der har skrevet noget nyt og spændende til mig? 
Begge tendenser er efter min mening potentielt ødelæggende, fordi de vænner os til at blive dårligere og dårligere til at få det optimale ud af nutiden. Og når man bliver dårlig til at være i nuet, så keder man sig. Og når man keder sig, får man brug for endnu mere stimuli og vil i endnu højere grad finde noget af flygte væk til i sine tanker eller handlinger. Det bliver derfor mere fristende at tænke på fortiden og fremtiden, end at være til stede i nuet, fordi der findes så meget langt væk fra nutiden: fantasier, drømme, bekymringer, minder, illusioner, beregninger, gåder og forventninger. I forhold til alt det, kan det ganske øjeblik forekomme banalt.

Man kan vende denne negative spiral ved at træne sine evner i den rene opmærksomhed. Som jeg skrev i sidste indlæg, så vil man opleve mere dybde og indhold i nutiden og i de små øjeblikke, efterhånden som man lærer at være fuldt tilstede i dem. Og langsomt vil man begynde at hente alt det, man har brug for, lige der hvor man er, uden et behov for at søge væk til andre stimuli. Og så bliver man et glad og tilfreds menneske, fordi man pludselig har så kort vej til de små glæder.

En anden årsag til at vi mennesker flygter fra nuet er, når vores følelser bliver for stærke eller overvældende. Det kan gøre os utilpasse. At kigge et spændende menneske dybt i øjnene, intens glæde, for meget ros, udfordringer, en stor uoverskuelig opgave, begejstring, kaos, etc. Man er ikke vænnet til at mærke livets dybde så intenst og forsvarer sig derfor mod øjeblikket ved at blive distræt og vende sin opmærksomhed væk. Man flygter med andre ord mentalt. Og på den måde går man enten glip af nogle af de smukkeste ting i livet og fine sårbare møder, eller man udskyder ting, undertrykker og fejer ting ind under gulvtæppet. Endnu en rigtig god grund til at lære at mestre nuet og en udelt ren opmærksomhed.

Kunsten at være opmærksom kan praktiseres til enhver tid og i enhver situation. Den har ikke behov for instruktør, træning eller udstyr. Den er gratis. Brug sanserne til at føre dig ind i øjeblikket, sanserne er altid bundet til nutiden. Man kan ikke smage, lugte, indånde og høre noget, der kommer til at ske imorgen. Og vil man gerne være ekstra god til det, så kan jeg anbefale, at man læser Eckhart Tolle eller prøver kræfter med et meditationskursus. Men vær på vagt, det er min erfaring, at der kan være langt imellem de rigtig dygtige instruktører.

God træning:)

Ren Opmærksomhed

Dette indlæg handler om opmærksomhed. At udvikle sine evner i at være opmærksom er en sikker genvej til at opleve mere glæde i livet. 
Der er mange variationer af ordet opmærksomhed, som alle kredser mere eller mindre om det samme. Bevidsthed. Tilstedevær. Nærvær. Og andet. Men opmærksomhed er et ganske udmærket ord, som jeg vil holde fast i.

Alle har efterhånden mange gange hørt om vigtigheden af at være tilstede i nuet. Til sidst bliver man træt af den vending, og hvad betyder det egentlig? Jeg er jo lige her nu.. hvordan kan jeg være andre steder, hvad er problemet? Men så simpelt er det ikke, og der er efter min mening nogle problemer, som er værd at være bekendt med.

Når man taler om at være i nuet, så handler det om den form for opmærksomhed, man har på det, man foretager sig. Der findes flere forskellige former for opmærksomhed og dertil selvfølgelig også mangel på opmærksomhed. For at konkretisere det lidt, vil jeg skrive om begrebet med udgangspunkt i relationen mellem forælder og barn - alle er som minimum barn af nogen, så alle kan genkende noget her.

Der findes opmærksomhed af følelsesmæssig karakter, hvor forælderen drukner barnet i omsorg og tilbedelse, det ikke har bedt om: nåå lille nuttegøj, hvor er du bare den mest fantastiske og den dejligste af alle. Ihh hvor er du dygtig. 
Der er bekymret opmærksomhed, der opfatter barnet som ude af stand til selv at handle forsvarligt og som værende i konstant fare: uha nej, du må ikke kravle derop. Pas på du falder og slår dig slemt. Det er farligt, du kommer galt af sted. 
Og ambitiøs opmærksomhed, der betragter barnet som en aktie, man har sat alt ind på, som helst skal udkonkurrere alle andre: kom så, du kan godt. Bliv ved, du skal være den bedste. Klem nu balderne sammen. 
Der er bedømmende opmærksomhed, som konstant leder efter noget at rette, kritisere eller rose hos barnet: nu har du spildt igen, hvor er du klodset. Hvorfor kan du ikke være som alle andre. Du har tegnet uden for stregerne, koncentrer dig nu. Du er en dygtig pige, når du spiser op. 
Der findes også den prædikende opmærksomhed, hvor man altid er klar med en erfaring, et godt råd og har travlt med at pådutte barnet egne tanker og holdninger: Nu skal du høre, hvad jeg gjorde. Da jeg var på din alder, talte jeg pænt til mine forældre og sparede op af mine lommepenge.

Og så til den vigtigste opmærksomhed af dem alle: den rene opmærksomhed. 
Den opmærksomhed som ikke invaderer,  ikke styrer, ikke fordømmer, ikke forventer -  men bare er til stede og ikke andet.

Når man er ren i sin opmærksomhed, bringer man ikke en masse støj ind i øjeblikket. Man løser ikke problemer oppe i sit hoved, mens man foregiver at hygge sig med en ven. Man tænker ikke over økonomi, arbejde, planlægning og bekymringer, mens man foregiver at bygge tårn med sønnike. Man drømmer ikke om sommerferie, mens man sidder i biografen. Man tænker ikke på noget, som er sket tidligere, noget som skal ske senere. Man ønsker ikke, at situationen skal forløbe på en bestemt måde, og at man skal have noget bestemt ud af den. Man nyder bare at have sin opmærksomhed, på det man foretager sig lige nu.

Den rene opmærksomhed må jeg ydmygt konstatere, at alt for mange mennesker mestrer alt for dårligt, inklusiv jeg selv. Desværre. For man føler sig set, hørt og accepteret ubetinget med mennesker, der mestrer at være rene i deres opmærksomhed. De mennesker har også den force, at de meget sjældent keder sig. De fanger nemlig dybden af, hvad der sker omkring dem og lader sig derfor rive med. For dem er verden større og mere interessant, de oplever meget mere af den.

Og det, at verden på den måde kan åbne sig og bliver mere interessant i kraft af, at man sanser mere, bemærker detaljer, nuancer, stemninger, ja det styrker lysten til at være til og være lige præcis der, hvor man er. En rigtig god spiral at få hul på.

Hvis man derimod går rundt i verden med en uhensigtsmæssig opmærksomhed, så ser man ikke verden, som den reelt er. Går man eksempelvis en tur igennem strøget med en dømmende opmærksomhed, så ser man ikke andet end stereotyper og får ikke fornemmelsen af individet inden i stereotypen. Man fornemmer ikke det særlige menneske, der er bag facaden. Man får ikke lyst til at smile og kigge folk i øjnene, og man får derfor heller ikke meget tilbage.  Man går glip af virkeligheden og oplever kun sine egne fordomme blive genspillet. En rigtig dum spiral.

På den måde kan man sige, at når vi bruger alle andre former for opmærksomhed end vores rene opmærksomhed, lægger vi et slør hen over virkeligheden. Det er som at tage et sæt farvede, slørede briller på. Og det er rigtig godt at være sig bevidst, så man kan øve sig i at lægge brillerne fra sig.

Hvis man lærer sig at mestre ’den rene opmærksomhed’, så har man et utrolig stærkt kort på hånden. Folk vil finde denne person dragende, fordi de gerne vil lyttes til og ses, som de er. Og den opmærksomme har kortere vej til at opleve glæde og forundring.

Der er et ordsprog, der hedder: den største gave, man kan give et andet menneske, er sin udelte opmærksomhed. Og jeg har endnu ikke oplevet, at det ikke holder stik. 

Jeg tror, at alle de mennesker, der er kommet ud på et sidespor eller ikke har det godt i deres liv, alle sammen har modtaget den forkerte eller mangel på opmærksomhed. Først fra omverdenen, senere fra dem selv.

I mit næste indlæg fortsætter jeg mine observationer omkring opmærksomhed, og der vil jeg uddybe, hvorfor vi gang på gang vælger at glide ud af øjeblikket. Og jeg vil skrive om, hvordan facebook kan afsløre noget om vores måde at være opmærksomme på.