Da Generation Y blev til WHY

Vi har hørt så meget om generation Y de sidste mange år og dens karakteristika som værende forkælet, vokset op i et overflodssamfund, sjældent oplevet begrænsninger, haft alle økonomiske, materielle og uddannelsesmæssige muligheder. Min egen årgang, 1983, er den laveste siden engang i 1800-tallet med blot 54.000 børn, og hele vejen op gennem min skolegang har jeg fået af vide: du kommer til at kunne vælge og vrage. Du kan få lige det job, du peger på. Tag det bare helt roligt, verden vil indrette sig efter jeres krav, fordi i er uundværlige. 

Men bedst som vi skulle til at gøre vores længe ventede entré på arbejdsmarkedet og troede, at vi sad med de bedste kort på hånden - så ramlede korthuset med finanskrisens ankomst. Og det tror jeg var rigtig rigtig godt timet! Kriser viser hvor skrøbeligt alting er, og at man ikke skal tage noget for givet, som generation Y på mange måder blev opdraget til. Og krisen gav os anledning til at ændre indstilling og skifte ham til generation WHY.. med spørgsmål som; hvorfor har man tilladt tingene at komme så vidst som til miljøkriser, klimakatastrofer, finanssammenbrud, m.m., hvem har ansvaret her for, og hvad skal der til for at rette op for den tunge arv?

Det er efter min mening langt mere tilfredsstillende at være en af dem, der stiller spørgsmål og kræver forbedringer, end dem der bliver kaldt curling børn, fordi de er blevet båret frem og fejet for.  

Så tak for den mulighed..

Guldkorn fra en Havelåge

Fredag aften sidste uge tilbragte jeg på en ret fantastisk og meget inspirerende måde. Hvis jeg tidligere har mugget over, at der ikke er nok mennesker, der tænker langsigtet og gør en indsats for at bidrage med konstruktive ændringer til de uholdbare situationer vi står i, ja så var det i fredags på sin plads at juble over det modsatte.

Christian Have, PR-manden fra Have Kommunikation, har sammen med iværksætter Phillip Hahh-Petersen og fremtidsforsker Troels M. Kranker gjort en indsats for at samle et vidensdelingsnetværk af unge mennesker, som de tror vil komme til at præge fremtidens dagsorden på den ene eller anden måde. Det er blevet til logen ’Havelågen’ som blev åbnet denne fredag.

Det overordnede formål for at samles er en platform, hvor vi kan dele ud og suge til os af den viden, hver især holder, og inspireres af de ambitioner der er for bæredygtige samfund og en verden, der er i bedre balance.

Det er et forum, hvor der bliver diskuteret både på et filosofisk plan om årsager til, hvorfor verden ser ud, som den gør i dag, og om hvad det kræver at ændre dette, men også på et mere jordnært plan med konkrete eksempler og bidrag fra de forskellige områder, vi hver især kommer fra.

Jeg vil gerne dele nogle af guldkornene her, men det bliver kun overfladen for snakken var intens og spækket med indsigt i alle 3-4 timer.

Indledningsvis bed jeg især mærke i en kommentar fra Christian Have om, at vi ( ca. 25-35 år) er en af de første generationer, der har råd til at efterleve vores værdier hele vejen igennem. Vi behøver ikke at sælge ud først for derefter at blive filantroper. At vi tidligere har haft vækst og profit som eneste omdrejningspunkt er altså først og fremmest udsprunget af hensynet til den enkeltes overlevelse. Kun de, som havde sikret kistebunden, kunne tillægge sig et mere bredt udsyn og tænke i helheder (i USA er det blevet et statussymbol at konen trækker sig fra arbejdsmarkedet og vier sin tid til frivilligt arbejde – det viser, at der er luft i budgettet). Men sådan behøver det ikke længere at være, og endnu vigtige – der er ikke længere ressourcer til det. 

Fremover skal vi finde ind til et højere formål i arbejdslivet fra start og bidrage med noget, der giver mening i et helhedsperspektiv (det giver fx ikke mening at være i Coca Cola og bruge 14 liter rent drikkevand på at producere en halv liter sukkervand, som bidrager til livsstilssygdomme og dårlige tænder. Til gengæld giver  det mening at arbejde i Seven Generations, som laver husholdningsprodukter af nedbrydeligt naturmateriale, så man undgår at forgifte floder og grundvand. Klassiske jobs som sygeplejerske, skolelærer, læge, m.m. vil til alle tider give mening).

Vores generation kaldes ikke længere Generation Y - men Generation WHY. Hvorfor gør vi, som vi gør, bliver omdrejningspunkt. Vi motiveres i langt højere grad af formål end mål og bliver den første generation nogensinde, der tjener mindre end vores forældre. Til gengæld har vi et mere langsigtet perspektiv og vil forhåbentlig i højere grad efterleve meningen med livet og vores eksistens her på jorden; at det der kommer efter os bliver bedre end det, der var før.

Der er lavet undersøgelser over, at de virksomheder, der har levet længst, er dem som er etableret på at servicere et højere formål end profit. De 60 øverste på listen over bedst performende og længst levende virksomheder, har alle været aligned med et højere formål. Natural Capitalism og økologisk økonomi, som jeg har omtalt i tidligere indlæg, arbejder med disse aspekter.

Men der er to ting, jeg hæfter mig ved. 1) for at blive en konstruktiv del af generation why, skal vi først vågne op og droppe forestillingen om at gøre som vores forældre – fokusere på mål fremfor mening og skabe succes på bekostning af jordens ressourcer. Men i stedet træde i karakter og udleve den mulighed vi har for at sætte vores personlige værdier øverst på dagsordenen. 2) vi skal være opmærksomme på, at alt hvad der hedder purpose, formål, spiritualitet, bæredygtighed, osv. bliver stor business fremover, fordi det er så italesat. Faren ligger i, at der bliver lavet overfladisk og egoistisk business ud af nogle rigtig gode intentioner og lærdomme.

Det er så nemt at ’certificere’ sig selv og lade som om at man efterlever et højere formål eller lever bæredygtigt - fx. greenwashing. Gode initiativer bliver hurtigt overfladiske og udvandede p.g.a. for stor hype og folk, der lugter penge. Kritisk eftersyn og en lytten ind til, om der er autenticitet bag den ydre fernis bliver et must.

Nogle andre af snakkens højdepunkter kunne være debatten om, hvordan det at vi er så bange for at fejle er en stor hindring for kreativitet og nyskabelse. Vi skal i højere grad turde at tabe os selv på gulvet, vi skal risikere for at kunne eksperimentere. Jeg har tidligere talt med min chef om at have som mål at begå 5 fejl hver uge. Jeg har gjort mig ret umage, men det er ikke lykkedes endnu. Forsigtighed, utallige efterprøvninger, perfektionisme, osv. er alt for inkorporeret en del af min arbejdsstil. Men faktum er, at det ofte er dem der først har afprøvet alle de forkerte veje, som til sidst finder en fantastisk vej at fortsætte ad.

Vi talte også om, hvordan det er blevet nedprioriteret og endda tabuiseret, at turde lytte til det, vi godt ved og kunne stole på den viden uden først at skulle læse sig til det og analysere og overrationalisere det i smadder, så man til sidst har bevæget sig helt væk fra den intuitive viden. Men det ville jo også kræve, at folk omkring én kan acceptere, at man siger: jeg ved det her – men jeg kan ikke bevise det.. stol på mig. Det mod skal vi i højere grad finde frem.

Vi talte desuden en del om konsekvenserne af vores kraftige brug af sociale medier og den narko-lignende effekt det har at blive stimuleret at et hurtigt tjek af facebook, mail, sms, osv. Men det er på bekostning af vores kreativitet – og et område bl.a. Christian Have er ved at undersøge nærmere. Så jeg vil ikke skrive så meget om det nu men vente i spænding på at følge med i, hvad der kommer af viden om dette felt fremover.

Det fantastiske ved at have en loge, tænketank, vidensdelingsplatform, blog, m.m. er den sneboldeffekt man kan skabe, ved at bringe en vidensmængde videre ud i verden og håbe på den bliver fanget af nogen, der igen kan bygge på og trille den videre.. så snebolden bliver en del af en større lavine. 

Rundtenom har haft omkring 400 visits på omkring en måned, så bolden kommer da lidt omkring.. 

Apropos vækst - økologisk økonomi som alternativ

Efter seneste blogindlæg med den løftede pegefinger (beklager, men det ligger mig meget på sinde) sidder der måske en læser eller to og tænker, jamen hvis vi ikke sørger for økonomisk vækst, så kolapser systemet vel? Men det er, hvis i spørger mig, kun fordi, vi stadig er styrede af den store anden, at vi tænker således. Konventionel økonomisk vækst behøver ikke at være den eneste vej frem, der findes også alternativ og økologisk økonomi, som ikke har vækst som overordnet formål. På DTU sidder lektor Inge Røpke og forsker i netop det (kilde: videnskab.dk). 

Hun siger, at alle økonomer sådan set er enige om, at vækst i BNP ikke uden videre kan ses som et udtryk for øget velstand og velfærd. BNP er en statistisk konvention, et aktivitetsmål, der blev udviklet i 1930’erne, fordi man ville have et billede af den samlede økonomi, men BNP måler kun den formelle økonomi. Det vil sige, at for eksempel husarbejde og alle de ting, vi hjælper hinanden med, ikke tæller med. Vækst i BNP afspejler ikke nødvendigvis vækst, der er god for samfundet. Kommer der eksempelvis flere på sygehuset, vil væksten stige. Ligesom BNP-målet heller ikke tager højde for, at man trækker på sine naturressourcer, når man øger væksten. Det er især tydeligt i udviklingslande, at man undergraver sine fremtidige økonomiske muligheder for at skabe vækst nu og her.

De økologiske økonomer er imod et ensidigt fokus på væksten og ensidigt fokus på kriser, der er forbundet med for lav vækst (finanskrisen). Man bør nemlig være opmærksom på, at der er mange kriser og andre problemer, og udfordringen er at få tænkt det hele sammen.

Det har vist sig gennem historien, at det er meget svært at adskille vækst i BNP fra stigende miljøproblemer. Udfordringen er at skabe systemer, der kan sikre økonomisk stabilitet og et levebrød til alle - uden at ødelægge miljøet. Jo mere, mennesker lægger beslag på naturen, des større er risikoen for at undergrave vores livsbetingelser.
 Og Inge Røpke understreger, at det er usandsynligt, at man kan fastholde vækst i BNP, hvis man vælger for alvor at tage fat på problemerne med klima og biodiversitet – og især hvis man også anerkender behovet for en mere ligelig global fordeling af goderne.

Vi bevæger os mod en katastrofe. Vil vi minimere de kolossale problemer, eller vil vi vente, til katastrofen er indtrådt? Det første anbefaler de økologiske økonomer, mens mainstream-økonomerne styrer mod det sidste.

Hvis vi bare til en start var enige om, at vi står i en vanskelig situation, og at det faktisk ER alvorligt med klimakrisen og biodiversiteten, der forsvinder, så kunne vi begynde at arbejde i samme retning. Den største trussel lige nu er, at størstedelen af os ikke anerkender den situation, vi står i. Det problem er værre end selve klima og miljøkrisen, mener jeg.  

Retssag om fremtiden - who cares?

I går afholdt Mandag Morgen et arrangement for at akkumulere viden og inspiration omkring turismens fremtid, med fokus på at turismeerhvervet kan blive Danmarks nye væksterhverv; retssag om turismens fremtid. 

Arrangementets form var innovativt og interessant, og den primære årsag til at jeg kom. Det hele var arrangeret som en retssag; en anklager stævnede kongeriget Danmark for ikke at gøre nok for at fremme turismeerhvervet. Han havde 4 vidner med til at bakke sin sag op. En forsvarer forsvarede Danmark og mente ikke, man bør hjælpe ét erhverv frem for andre til øget vækst, men derimod sørge for at der generelt er gode rammebetingelser, for at alle erhverv og sektorer kan vokse. Forsvarer havde også 4 vidner med (bortset fra at kronvidnet økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen havde meldt afbud). Tilhørerne, hvor jeg befandt mig, var 60 nøglepersoner fra erhvervslivet (dem var jeg udelukkende blandt, fordi jeg havde fået Anne Skares plads) og vi blev bedt om at votere et par gange undervejs. Anklagers argumenter fik klar opbakning – man mener at turismen bør boostes noget mere, så vi kan tiltrække udenlandske turister, deres forbrug og det omsætningspotentiale, der er i deres taxature, materielle forbrug, oplevelsesøkonomi, bespisning, overnatning, osv. Især lande som Kina og Rusland blev fremhævet som voksende markeder med flere penge, og dem vil Danmark gerne have fat i via turismeerhvervet. Øget flytrafik fra de fjerne himmelstrøg var et af hovedmålene.

Retssagen varede 5 timer, og jeg måtte anstrenge mig for ikke at lave indvendinger og protestere højlydt! Det eneste folk tænker på er øget vækst og profit. På trods af at verden er ved at bryde sammen omkring os. Ikke engang forsvareren talte om andet, end at alle skal have lige vilkår for vækst og profitoptimering. Ikke én eneste, heller ikke blandt publikum, overvejede hvad øget flytrafik fra Kina har af konsekvenser for miljøet. Ikke én gang blev der nævnt, at vi bliver nødt til at satse på de erhverv, som kan medvirke til at redde vores planet frem for dem, der medvirker til øget skrald, CO2, overforbrug, kunstige behov. 


Ét vidne, Lars Pallesen – rektor for DTU, havde dog lidt fat i noget, da han talte om, at vi hellere skal fokusere på de højteknologiske erhverv og nævnte faktisk ord som bioethanol, biodynamik og biobrændsel. Men kun fordi, som han sagde, at der vil være styrtende med penge i områderne. Men det kan jeg leve med.. hvis man absolut skal tale sproget penge og profit, for at få miljøpolitik på dagsordenen, så hellere det end ingenting.

Men det undrer mig, at mandag morgens udgivelse for marts i år har overskriften: skru op for de grønne ambitioner samtidig med, at man afholder et arrangement, hvis hovedformål er at afprøve en tese, som strider imod alt, hvad der kan betragtes som grønne ambitioner. Og hvis man endelig skal tale om turisme, så kunne det gøres med et langt mere sofistikeret indhold. Man kan skabe nogle banebrydende tiltag her i Danmark, som faktisk er værd at rejse hertil for at se.. vi kunne gøre os til rollemodeller og pionerer og tiltrække folk på den konto. Men det skal komme indefra, fordi vi har noget autentisk at byde på, og ikke fordi vi laver fernis og poster tonsvis af kroner i branding og markedsføring (ord som til gengæld fik stor opmærksomhed i retssalen).

Og det undrer mig, at man kan samle en hel sal af betydningsfulde mennesker, overdommere, dommere, advokater, direktører, konsulenter, m.m. som alle er så ignorante overfor den faretruende miljøsituation, vi står i. Så i pausen kunne jeg ikke dy mig, og gik op til forsvareren af kongeriget Danmark og spurgte, hvorfor i alverden ingen overhovedet har det bredere perspektiv i tankerne, og det ansvar vi også må tage ift. mere langsigtede mål for kloden og menneskeheden. Han nærmest smågrinte og spurgte, om jeg seriøst troede, at man kunne tale om ting som miljø i en forsamling som denne!

Vi hører (hvis man ellers vil høre!) meget om, at det er nødvendigt at passe på naturen og klimaet. Hvorfor bliver vi så alligevel ved med at tro på og arbejde for vækst, også i de sektorer som er direkte skadelige for klimaet?

Idéhistoriker og filosof Henrik Jøker Bjerre fortæller til videnskab.dk, at vi hver især godt kan se, at fortsat vækst ikke hænger sammen med det, der kræves i nuværende situation. Men alligevel støtter vi fortsat op om den konventionelle økonomi, fordi vi har en fornemmelse af, at de andre tror på, at vækst er nødvendigt. Derfor spiller vi med på den, siger han og introducerer begrebet den store anden. “Den Store Anden er vores fornemmelse af, at der er en anden derude, der holder sammen på tingene, har svarene og forventer noget af os. Den Store Anden er selve den sociale orden. Og så længe Den Store Anden tror på vækst, er vi ikke i stand til at tro på andet. Selvom vi har en viden om, at noget er galt, så tror vi ikke på den, fordi Den Store Anden ikke tror på det på vores vegne.”

Så når der kommer en lille grønskolling som mig op til en fuldmægtig advokat og stiller spørgmålet: hvorfor nævner du ikke miljøhensyn som et forsvar, så må den tilspurgte gerne grine lidt af spørgsmålet, fordi det er i strid med, hvad den store anden dikterer! Altså hvad den sociale orden indenfor økonomi og erhverv dikterer.

Faktum er dog, og nu citerer jeg fra udenrigsministeriets hjemmeside, at atmosfærens bæreevne er overbelastet af de rige landes CO2-udledning. Verden skal kunne reducere CO2-udledningen mellem 2015-2020, og derefter reducere meget hurtigt mod 2050. Venter vi, kan vi ikke nå målet. Og det store problem er, at vi er på vej i en helt anden retning! 


I øjeblikket øger vi vores udledninger med over 3 % om året, og med dette tempo vil vi have mere end fordoblet vores årlige udledninger i 2050. Det skyldes, at milliarder af mennesker verden over er ved at blive rigere og mere forurenende. Hundrede millioner hjem får deres første elpære, deres første scooter, deres første tv-apparat og stereoanlæg. Til det skal der bruges mange tusind nye kulkraftværker og dieselgeneratorer og benzintanke. Samtidig bliver vi flere mennesker – omkring 9 milliarder mennesker i 2050 mod 6,4 milliarder mennesker i dag. Udfordringen er ekstrem stor.

For to ton CO2 på et år kan du tage en rejse til Thailand. Eller du kan opvarme dit hus. Eller køre dagligt i din bil. Eller spise kød og drikke rødvin ofte. Men du kan kun gøre én af tingene. Så når jeg som igår bruger 5 timer af min tid på at høre nogle af samfundets klogeste mennesker snakke om, at vi skal have kinesere og russere og gerne hele verden til at flyve endnu mere og forbruge endnu mere, komme og mæske sig i kød og vin og bo på alle vores opvarmede hoteller, så bliver jeg faktisk vred.

I teorien kunne vi løse op mod halvdelen af klimaproblemet frem mod 2050, hvis alle i verden blev vegetarer og lod markerne til foder gro til med buske og skov. Men den løsning er der heller ikke mange, der bakker op om (jeg har spurgt kantinen i soho house, som bespiser hundredevis af mennesker dagligt, om de ikke kunne have bare én vegetardag om måneden – han grinte også og sagde, at det ville ingen gå med til)

Danmark og andre rige lande skal ifølge FN reducere CO2 forbruget med hele 80-95 % i år 2050, mens udviklingslandene i første omgang ’kun’ skal begrænse stigningen i deres udledninger. Men det budskab skal først og fremmest nå ind i folks hjerner og hjerter, før vi kan forvente at se en forandring. 

Det var sådanne tanker, der fløj gennem mit hoved under retssagen om turisme igår, og det stod endnu klarere for mig hvor meget arbejde, der endnu skal gøres, for at få erhvervslivet til at tage ansvar for den større helhed, de indgår i.