Ren Opmærksomhed

Dette indlæg handler om opmærksomhed. At udvikle sine evner i at være opmærksom er en sikker genvej til at opleve mere glæde i livet. 
Der er mange variationer af ordet opmærksomhed, som alle kredser mere eller mindre om det samme. Bevidsthed. Tilstedevær. Nærvær. Og andet. Men opmærksomhed er et ganske udmærket ord, som jeg vil holde fast i.

Alle har efterhånden mange gange hørt om vigtigheden af at være tilstede i nuet. Til sidst bliver man træt af den vending, og hvad betyder det egentlig? Jeg er jo lige her nu.. hvordan kan jeg være andre steder, hvad er problemet? Men så simpelt er det ikke, og der er efter min mening nogle problemer, som er værd at være bekendt med.

Når man taler om at være i nuet, så handler det om den form for opmærksomhed, man har på det, man foretager sig. Der findes flere forskellige former for opmærksomhed og dertil selvfølgelig også mangel på opmærksomhed. For at konkretisere det lidt, vil jeg skrive om begrebet med udgangspunkt i relationen mellem forælder og barn - alle er som minimum barn af nogen, så alle kan genkende noget her.

Der findes opmærksomhed af følelsesmæssig karakter, hvor forælderen drukner barnet i omsorg og tilbedelse, det ikke har bedt om: nåå lille nuttegøj, hvor er du bare den mest fantastiske og den dejligste af alle. Ihh hvor er du dygtig. 
Der er bekymret opmærksomhed, der opfatter barnet som ude af stand til selv at handle forsvarligt og som værende i konstant fare: uha nej, du må ikke kravle derop. Pas på du falder og slår dig slemt. Det er farligt, du kommer galt af sted. 
Og ambitiøs opmærksomhed, der betragter barnet som en aktie, man har sat alt ind på, som helst skal udkonkurrere alle andre: kom så, du kan godt. Bliv ved, du skal være den bedste. Klem nu balderne sammen. 
Der er bedømmende opmærksomhed, som konstant leder efter noget at rette, kritisere eller rose hos barnet: nu har du spildt igen, hvor er du klodset. Hvorfor kan du ikke være som alle andre. Du har tegnet uden for stregerne, koncentrer dig nu. Du er en dygtig pige, når du spiser op. 
Der findes også den prædikende opmærksomhed, hvor man altid er klar med en erfaring, et godt råd og har travlt med at pådutte barnet egne tanker og holdninger: Nu skal du høre, hvad jeg gjorde. Da jeg var på din alder, talte jeg pænt til mine forældre og sparede op af mine lommepenge.

Og så til den vigtigste opmærksomhed af dem alle: den rene opmærksomhed. 
Den opmærksomhed som ikke invaderer,  ikke styrer, ikke fordømmer, ikke forventer -  men bare er til stede og ikke andet.

Når man er ren i sin opmærksomhed, bringer man ikke en masse støj ind i øjeblikket. Man løser ikke problemer oppe i sit hoved, mens man foregiver at hygge sig med en ven. Man tænker ikke over økonomi, arbejde, planlægning og bekymringer, mens man foregiver at bygge tårn med sønnike. Man drømmer ikke om sommerferie, mens man sidder i biografen. Man tænker ikke på noget, som er sket tidligere, noget som skal ske senere. Man ønsker ikke, at situationen skal forløbe på en bestemt måde, og at man skal have noget bestemt ud af den. Man nyder bare at have sin opmærksomhed, på det man foretager sig lige nu.

Den rene opmærksomhed må jeg ydmygt konstatere, at alt for mange mennesker mestrer alt for dårligt, inklusiv jeg selv. Desværre. For man føler sig set, hørt og accepteret ubetinget med mennesker, der mestrer at være rene i deres opmærksomhed. De mennesker har også den force, at de meget sjældent keder sig. De fanger nemlig dybden af, hvad der sker omkring dem og lader sig derfor rive med. For dem er verden større og mere interessant, de oplever meget mere af den.

Og det, at verden på den måde kan åbne sig og bliver mere interessant i kraft af, at man sanser mere, bemærker detaljer, nuancer, stemninger, ja det styrker lysten til at være til og være lige præcis der, hvor man er. En rigtig god spiral at få hul på.

Hvis man derimod går rundt i verden med en uhensigtsmæssig opmærksomhed, så ser man ikke verden, som den reelt er. Går man eksempelvis en tur igennem strøget med en dømmende opmærksomhed, så ser man ikke andet end stereotyper og får ikke fornemmelsen af individet inden i stereotypen. Man fornemmer ikke det særlige menneske, der er bag facaden. Man får ikke lyst til at smile og kigge folk i øjnene, og man får derfor heller ikke meget tilbage.  Man går glip af virkeligheden og oplever kun sine egne fordomme blive genspillet. En rigtig dum spiral.

På den måde kan man sige, at når vi bruger alle andre former for opmærksomhed end vores rene opmærksomhed, lægger vi et slør hen over virkeligheden. Det er som at tage et sæt farvede, slørede briller på. Og det er rigtig godt at være sig bevidst, så man kan øve sig i at lægge brillerne fra sig.

Hvis man lærer sig at mestre ’den rene opmærksomhed’, så har man et utrolig stærkt kort på hånden. Folk vil finde denne person dragende, fordi de gerne vil lyttes til og ses, som de er. Og den opmærksomme har kortere vej til at opleve glæde og forundring.

Der er et ordsprog, der hedder: den største gave, man kan give et andet menneske, er sin udelte opmærksomhed. Og jeg har endnu ikke oplevet, at det ikke holder stik. 

Jeg tror, at alle de mennesker, der er kommet ud på et sidespor eller ikke har det godt i deres liv, alle sammen har modtaget den forkerte eller mangel på opmærksomhed. Først fra omverdenen, senere fra dem selv.

I mit næste indlæg fortsætter jeg mine observationer omkring opmærksomhed, og der vil jeg uddybe, hvorfor vi gang på gang vælger at glide ud af øjeblikket. Og jeg vil skrive om, hvordan facebook kan afsløre noget om vores måde at være opmærksomme på.