At mestre nuet

I sidste indlæg skabte jeg et fundament for at forstå de problemer, der er forbundet med ikke at evne den rene opmærksomhed, som er et slags støjfrit tilstedevær i øjeblikket. Det fundament vil jeg bygge videre på I dette indlæg.
Denne gang tager jeg udgangspunkt i måden hvorpå mange bruger sociale medier, da det også er noget, de fleste kan relatere til. 

Pointen med indlægget er ikke, at man ikke må føle glæde over sociale medier og diverse! Det vil jeg starte med at understrege. Det er blot en opfordring til at blive mere bevidsthed om, hvordan man lever sit liv. Og dermed at generobre kontrollen over sit liv. I dette tilfælde med medierne som eksempel, så man kan bruge dem på en måde, der gavner en selv mest muligt, i stedet for at blive styret blindt og lade sig bestjæle for vigtige øjeblikke.

Jeg har udvalgt to tendenser i folks måde at bruge Facebook på, som fortæller om en manglende evne i at være fuldt tilstede, der hvor man er. Den ene tendens handler om, at være meget flittig til at dele alt det interessante, man oplever, alt imens man sidder midt i oplevelsen. Dette viser ret åbenlyst, at ens opmærksomhed glider væk fra selve oplevelsen over til et behov for i stedet at berette om den og modtage feedback på den.
Den anden tendens handler om, at man tjekker sin profil flere gange i døgnet og også flere gange i timen. Man logger ind for at se, om der er sket noget spændende siden sidst. Og hvis ikke det er på facebook, så scanner man nyhedssites, zapper tv, tjekker mail, kigger i postkassen eller ser på sin telefon. Altså på trods af, at man har ting at foretage sig og glædes over, der hvor man er.
Det går ud over de relationer, man har, som skal finde sig i, at man er halvt til stede, og det går ud over en selv, fordi man med tiden bliver rastløs, og føler tomhed ved alt man foretager sig og i sit eget selskab.

Begge de nævnte facebooktendenser er eksempler, på hvordan vi ikke evner at bruge øjeblikkets potentiale og derfor griber til stimuli. En forfatter, der inspirerer mig for tiden, Piero Ferruci, forklarer der sådan: ”Når jeg prøver at være til stede, føler jeg af og til modstand mod det. Det keder mig at leve i en simpel nutid: det er alt for trivielt. Der sker næsten ingenting. Eller det, som sker, kan jeg ikke lide. Jeg har et fortsat behov for at blive underholdt og stimuleret”. I de eksempler jeg hiver frem er det henholdsvis en stimuli, der handler om anerkendelse fra andre; se hvad jeg laver, er det ikke fedt. Bekræft mig gerne i, at jeg foretager mig de rigtige ting. Og en stimuli der giver noget nyt input; hvad sker der ude i verden, og er der mon nogen, der har skrevet noget nyt og spændende til mig? 
Begge tendenser er efter min mening potentielt ødelæggende, fordi de vænner os til at blive dårligere og dårligere til at få det optimale ud af nutiden. Og når man bliver dårlig til at være i nuet, så keder man sig. Og når man keder sig, får man brug for endnu mere stimuli og vil i endnu højere grad finde noget af flygte væk til i sine tanker eller handlinger. Det bliver derfor mere fristende at tænke på fortiden og fremtiden, end at være til stede i nuet, fordi der findes så meget langt væk fra nutiden: fantasier, drømme, bekymringer, minder, illusioner, beregninger, gåder og forventninger. I forhold til alt det, kan det ganske øjeblik forekomme banalt.

Man kan vende denne negative spiral ved at træne sine evner i den rene opmærksomhed. Som jeg skrev i sidste indlæg, så vil man opleve mere dybde og indhold i nutiden og i de små øjeblikke, efterhånden som man lærer at være fuldt tilstede i dem. Og langsomt vil man begynde at hente alt det, man har brug for, lige der hvor man er, uden et behov for at søge væk til andre stimuli. Og så bliver man et glad og tilfreds menneske, fordi man pludselig har så kort vej til de små glæder.

En anden årsag til at vi mennesker flygter fra nuet er, når vores følelser bliver for stærke eller overvældende. Det kan gøre os utilpasse. At kigge et spændende menneske dybt i øjnene, intens glæde, for meget ros, udfordringer, en stor uoverskuelig opgave, begejstring, kaos, etc. Man er ikke vænnet til at mærke livets dybde så intenst og forsvarer sig derfor mod øjeblikket ved at blive distræt og vende sin opmærksomhed væk. Man flygter med andre ord mentalt. Og på den måde går man enten glip af nogle af de smukkeste ting i livet og fine sårbare møder, eller man udskyder ting, undertrykker og fejer ting ind under gulvtæppet. Endnu en rigtig god grund til at lære at mestre nuet og en udelt ren opmærksomhed.

Kunsten at være opmærksom kan praktiseres til enhver tid og i enhver situation. Den har ikke behov for instruktør, træning eller udstyr. Den er gratis. Brug sanserne til at føre dig ind i øjeblikket, sanserne er altid bundet til nutiden. Man kan ikke smage, lugte, indånde og høre noget, der kommer til at ske imorgen. Og vil man gerne være ekstra god til det, så kan jeg anbefale, at man læser Eckhart Tolle eller prøver kræfter med et meditationskursus. Men vær på vagt, det er min erfaring, at der kan være langt imellem de rigtig dygtige instruktører.

God træning:)