be inspired


onsdag den 6. april 2011

Retssag om fremtiden - who cares?

I går afholdt Mandag Morgen et arrangement for at akkumulere viden og inspiration omkring turismens fremtid, med fokus på at turismeerhvervet kan blive Danmarks nye væksterhverv; retssag om turismens fremtid. 
Arrangementets form var innovativt og interessant, og den primære årsag til at jeg kom. Det hele var arrangeret som en retssag; en anklager stævnede kongeriget Danmark for ikke at gøre nok for at fremme turismeerhvervet. Han havde 4 vidner med til at bakke sin sag op. En forsvarer forsvarede Danmark og mente ikke, man bør hjælpe ét erhverv frem for andre til øget vækst, men derimod sørge for at der generelt er gode rammebetingelser, for at alle erhverv og sektorer kan vokse. Forsvarer havde også 4 vidner med (bortset fra at kronvidnet økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen havde meldt afbud). Tilhørerne, hvor jeg befandt mig, var 60 nøglepersoner fra erhvervslivet (dem var jeg udelukkende blandt, fordi jeg havde fået Anne Skares plads) og vi blev bedt om at votere et par gange undervejs. Anklagers argumenter fik klar opbakning – man mener at turismen bør boostes noget mere, så vi kan tiltrække udenlandske turister, deres forbrug og det omsætningspotentiale, der er i deres taxature, materielle forbrug, oplevelsesøkonomi, bespisning, overnatning, osv. Især lande som Kina og Rusland blev fremhævet som voksende markeder med flere penge, og dem vil Danmark gerne have fat i via turismeerhvervet. Øget flytrafik fra de fjerne himmelstrøg var et af hovedmålene.
Retssagen varede 5 timer, og jeg måtte anstrenge mig for ikke at lave indvendinger og protestere højlydt! Det eneste folk tænker på er øget vækst og profit. På trods af at verden er ved at bryde sammen omkring os. Ikke engang forsvareren talte om andet, end at alle skal have lige vilkår for vækst og profitoptimering. Ikke én eneste, heller ikke blandt publikum, overvejede hvad øget flytrafik fra Kina har af konsekvenser for miljøet. Ikke én gang blev der nævnt, at vi bliver nødt til at satse på de erhverv, som kan medvirke til at redde vores planet frem for dem, der medvirker til øget skrald, CO2, overforbrug, kunstige behov. 

Ét vidne, Lars Pallesen – rektor for DTU, havde dog lidt fat i noget, da han talte om, at vi hellere skal fokusere på de højteknologiske erhverv og nævnte faktisk ord som bioethanol, biodynamik og biobrændsel. Men kun fordi, som han sagde, at der vil være styrtende med penge i områderne. Men det kan jeg leve med.. hvis man absolut skal tale sproget penge og profit, for at få miljøpolitik på dagsordenen, så hellere det end ingenting.

Men det undrer mig, at mandag morgens udgivelse for marts i år har overskriften: skru op for de grønne ambitioner samtidig med, at man afholder et arrangement, hvis hovedformål er at afprøve en tese, som strider imod alt, hvad der kan betragtes som grønne ambitioner. Og hvis man endelig skal tale om turisme, så kunne det gøres med et langt mere sofistikeret indhold. Man kan skabe nogle banebrydende tiltag her i Danmark, som faktisk er værd at rejse hertil for at se.. vi kunne gøre os til rollemodeller og pionerer og tiltrække folk på den konto. Men det skal komme indefra, fordi vi har noget autentisk at byde på, og ikke fordi vi laver fernis og poster tonsvis af kroner i branding og markedsføring (ord som til gengæld fik stor opmærksomhed i retssalen).

Og det undrer mig, at man kan samle en hel sal af betydningsfulde mennesker, overdommere, dommere, advokater, direktører, konsulenter, m.m. som alle er så ignorante overfor den faretruende miljøsituation, vi står i. Så i pausen kunne jeg ikke dy mig, og gik op til forsvareren af kongeriget Danmark og spurgte, hvorfor i alverden ingen overhovedet har det bredere perspektiv i tankerne, og det ansvar vi også må tage ift. mere langsigtede mål for kloden og menneskeheden. Han nærmest smågrinte og spurgte, om jeg seriøst troede, at man kunne tale om ting som miljø i en forsamling som denne!
Vi hører (hvis man ellers vil høre!) meget om, at det er nødvendigt at passe på naturen og klimaet. Hvorfor bliver vi så alligevel ved med at tro på og arbejde for vækst, også i de sektorer som er direkte skadelige for klimaet?
Idéhistoriker og filosof Henrik Jøker Bjerre fortæller til videnskab.dk, at vi hver især godt kan se, at fortsat vækst ikke hænger sammen med det, der kræves i nuværende situation. Men alligevel støtter vi fortsat op om den konventionelle økonomi, fordi vi har en fornemmelse af, at de andre tror på, at vækst er nødvendigt. Derfor spiller vi med på den, siger han og introducerer begrebet den store anden. “Den Store Anden er vores fornemmelse af, at der er en anden derude, der holder sammen på tingene, har svarene og forventer noget af os. Den Store Anden er selve den sociale orden. Og så længe Den Store Anden tror på vækst, er vi ikke i stand til at tro på andet. Selvom vi har en viden om, at noget er galt, så tror vi ikke på den, fordi Den Store Anden ikke tror på det på vores vegne.”
Så når der kommer en lille grønskolling som mig op til en fuldmægtig advokat og stiller spørgmålet: hvorfor nævner du ikke miljøhensyn som et forsvar, så må den tilspurgte gerne grine lidt af spørgsmålet, fordi det er i strid med, hvad den store anden dikterer! Altså hvad den sociale orden indenfor økonomi og erhverv dikterer.
Faktum er dog, og nu citerer jeg fra udenrigsministeriets hjemmeside, at atmosfærens bæreevne er overbelastet af de rige landes CO2-udledning. Verden skal kunne reducere CO2-udledningen mellem 2015-2020, og derefter reducere meget hurtigt mod 2050. Venter vi, kan vi ikke nå målet. Og det store problem er, at vi er på vej i en helt anden retning! 

I øjeblikket øger vi vores udledninger med over 3 % om året, og med dette tempo vil vi have mere end fordoblet vores årlige udledninger i 2050. Det skyldes, at milliarder af mennesker verden over er ved at blive rigere og mere forurenende. Hundrede millioner hjem får deres første elpære, deres første scooter, deres første tv-apparat og stereoanlæg. Til det skal der bruges mange tusind nye kulkraftværker og dieselgeneratorer og benzintanke. Samtidig bliver vi flere mennesker – omkring 9 milliarder mennesker i 2050 mod 6,4 milliarder mennesker i dag. Udfordringen er ekstrem stor.

For to ton CO2 på et år kan du tage en rejse til Thailand. Eller du kan opvarme dit hus. Eller køre dagligt i din bil. Eller spise kød og drikke rødvin ofte. Men du kan kun gøre én af tingene. Så når jeg som igår bruger 5 timer af min tid på at høre nogle af samfundets klogeste mennesker snakke om, at vi skal have kinesere og russere og gerne hele verden til at flyve endnu mere og forbruge endnu mere, komme og mæske sig i kød og vin og bo på alle vores opvarmede hoteller, så bliver jeg faktisk vred.
I teorien kunne vi løse op mod halvdelen af klimaproblemet frem mod 2050, hvis alle i verden blev vegetarer og lod markerne til foder gro til med buske og skov. Men den løsning er der heller ikke mange, der bakker op om (jeg har spurgt kantinen i soho house, som bespiser hundredevis af mennesker dagligt, om de ikke kunne have bare én vegetardag om måneden – han grinte også og sagde, at det ville ingen gå med til)
Danmark og andre rige lande skal ifølge FN reducere CO2 forbruget med hele 80-95 % i år 2050, mens udviklingslandene i første omgang ’kun’ skal begrænse stigningen i deres udledninger. Men det budskab skal først og fremmest nå ind i folks hjerner og hjerter, før vi kan forvente at se en forandring. 


Det var sådanne tanker, der fløj gennem mit hoved under retssagen om turisme igår, og det stod endnu klarere for mig hvor meget arbejde, der endnu skal gøres, for at få erhvervslivet til at tage ansvar for den større helhed, de indgår i. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar