Jeg skrev sidste år en kandidatafhandling på netop CBS, om hvordan spiritualitet opfattes og praktiseres i dansk erhvervsliv. En utrolig spændende læringsrejse ind i et tabuiseret emne, som dog lever i alle afkroge og afskygninger, når man først begynder at lede efter det - med god grund.
Og hvad er det spiritualitet er og kan? Og hvad er det ikke? Det kræver selvfølgelig en længere forklaring, men i helt korte træk kan det opsummeres som en balancegang mellem individfokus og fokus på kollektivitet. Altså: hvis man er for individfokuseret og ikke ser sig selv som en del af en større sammenhæng, hvor man kan udfylde en værdifuld rolle og tage ansvar for helheden, så er man afskåret fra en spirituel livsdimension. Omvendt, hvis man følger andres moralforskrifter og ikke lytter til egne indre erkendelser og en sandhed, vi hver i sær har adgang til i os, så er man heller ikke kontakt med sin spiritualitet. Man efterlever derimod samfundsnormer, retningslinjer, religion, forskrifter, m.m…
Derudover er kontinuerlig bevidsthedsforøgelse et nøgleord. Og hvad er det? Jo.. at blive klogere på sig selv og sin sande eksistens livet igennem, frem for at hænge fast i en falsk illusion og forestilling om hvem man er, og hvordan andre forventer, man skal være. Den gode Søren Kierkegaard forklarer det fantastisk i sin stadieteori, og derfor vil jeg kort introducere de 4 essentielle stadier i livets vej her.
Det umiddelbare: mennesket på det umiddelbare stadie repræsenterer den ganske ureflekterede livsholdning. Man går søvngængeragtigt gennem livet uden at vide, at man er styret af tilfældigheder, og hvis et menneske bliver ved med at befinde sig på dette stadie, bliver det af Kierkegaard karakteriseret som spidsborger. Spidsborgeren forholder sig dømmende til andre og lader sig let påvirke af andres meninger. Her står man ikke stærkt i sin egen karakter, men ønsker at passe ind i mængden.
Det æstetiske: mennesket på det æstetiske stadie har gennemskuet at være en spidsborger. Navnet henviser til det at bruge sansernes verden til at dulme en eksistentiel indre uro. Æstetikeren har ikke mange dybe værdier, men er mest optaget af ydre etiketter, som udseende, social status og anerkendelse. Han har delvist gennemskuet selvbedraget og iscenesætter derfor sig selv med disse etiketter. Men de kan alle forsvinde igen, og mister man dem, mister man sig selv, idet der ikke er en dybere bagvedliggende mening, som gennemstår tabet. Forsøger man at leve et helt liv i dette stadie, forsøger det åndelige selv at trænge igennem. Åndløsheden manifesteres som angst, tungsind, kedsomhed, meningsløshed og dermed fortvivlelse. Løsningen findes ved at dykke ned i fortvivlelsen, og der vil man opdage, at der findes mere end det overfladiske liv. Dette vendepunkt er starten på den etiske livsførelse.
Det etiske: gruppen af mennesker, der lever på det etiske stadie, er ifølge Kierkegaard meget mindre end gruppen af æstetikere. Men han talte jo også i en anden tidsalder, hvor selvrealisering nok ikke var nær så højt på dagsordenen. Som etiker forholder man sig i højere grad til, hvad der er godt og ondt i et større perspektiv. Kierkegaard påpeger, at man dog kun skal beskæftige sig med sin egen etik og ikke blande sig i andres. Man skal vælge sin egen vej, hvis ånden skal realiseres, og ikke som spidsborgeren og æstetikeren den kollektive vej, hvor konventioner er bestemmende. Ellers bliver man aldrig et helt menneske. Etikeren forsøger ikke at lave sig selv om men prøver at blive mere og mere sig selv. Han engagerer sig alvorligt og ansvarsfuldt i de projekter, han er involveret i, og finder også frem til, at han ikke kan klare alt alene, men at det er vigtigt at indgå i fællesskaber.
Det religiøse: den definition, der bedst indkredser tankerne for Kierkegaards religiøse stadie er, at alt er muligt. Det, som adskiller det religiøse menneske fra det etiske, er, at etikeren har svært ved at leve med tanken om at have det tunge ansvar for egen tilværelse og lever med en fortvivlelse over at kunne risikere at træffe forkerte og fatale valg. Ved at overgå til det religiøse stadie får man troen på, at alting er muligt, og genvinder dermed en tryghed, livsglæde og ro. Her nedprioriterer mennesket moralsæt, sociale strukturer og fælles normer. Hver person må individuelt træffe de valg, som skal ligge til grund for hans eller hendes egen eksistens. Der er et kosmisk aspekt i Kierkegaards religiøsitet, idet mennesket i dette stadie vil indse, hvor stor og uforudsigeligt universet er. Vi er blot en lille det af den kosmiske orden.
Det er en fantastisk dag for mig! Da jeg startede med at skrive speciale om spiritualitet for et par år siden, gloede folk på CBS mærkeligt på mig og troede det handlede om spøgelser, ånder, okkultisme og overtro. Og i dag - ja i dag undervises der i emnet og spiritualitet er anerkendt som en del af mennesket, der ikke skal undertrykkes og rationaliseres væk. Hurra..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar